V: Stemmeret til 16-årige hænger ikke sammen

Venstre siger nej til forslag fra valgretskommission om at give 16-årige stemmeret - og langer ud efter Socialdemokraterne.

Ifølge Ellen Trane Nørby giver det ikke mening, at S vil give de 16-årige stemmeret samtidig med, at partiet vil forbyde den samme gruppe at drikke alkohol og gå i solarium. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Unge i alderen 16 til 18 år skal ikke have mulighed for at gå ned i stemmeboksen og sætte deres kryds ved, når der afholdes valg til kommuner, regioner, Folketing eller EU-Parlamentet. Det mener i hvert fald Venstre på trods af, at Valgretskommissionen nu foreslår det.

- 18 år passer godt med den alder, hvor man kan få kørekort, og mange flytter hjemmefra. Vi synes ikke, der er nogen grund til at presse den alder ned, siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby.

Regeringspartierne reagerer ellers positivt på anbefalingerne fra Valgretskommissionen, hvor det gamle Venstrekoryfæ og tidligere formand for Folketinget, Christian Mejdahl har siddet for bordenden.

I Venstre mener man ikke, at der er sammenhæng i Socialdemokraternes politik, når partiets gruppeformand, Mogens Jensen, nu taler for at sænke valgretsalderen.

- De senere år har vi set, at Socialdemokraterne har forbudt unge under 18 år at drikke alkohol, at de skulle kunne købe cigaretter, gå i solarium, og man skulle ikke kunne få knallertkørekort, før man blev 18 år. De partier, som nu vil give 16-årige valgret, de har gjort, hvad de kunne for at forbyde netop de 16 til 18-årige en lang række ting i samfundet, og det står bare i skærende kontrast, at man godt må stemme, men man må ikke gå ned og drikke en sjus bagefter. Jeg synes ikke tingene har sammenhæng, siger Ellen Trane Nørby.

Når man er 16 år er man gammel nok til at tage en straf, hvis man har begået noget ulovligt, og man har haft samfundsfag i skolen?

 - Det er ikke kun de hensyn. Hvis det skulle følge den kriminelle straffealder, så er 16 år ikke det logiske tal, men 14 år på nuværende tidspunkt. Den argumentation køber jeg ikke. Når vi gerne vil holde fast i 18 år, så er det, fordi 18 år er en naturligt skridt ind i voksenlivet. Folk flytter hjemmefra og er ved at være færdige med deres ungdomsuddannelser, de bliver frigjorte fra deres forældre, og myndiggjort på en række områder, siger Ellen Trane Nørby.