V-pressechef drøftede Thornings skattesag med flere ministre

Venstres tidligere pressechef drøftede skattesagen med næsten alle dele af partiet, fortæller han til Skattesagskommissionen. Han kunne dog ikke huske, hvilke journalister, der havde forsøgt at få fat i Thorning-parrets fortrolige skatteafgørelse.

Tidligere pressechef i Venstre, Mikael Børsting, blev i dag afhørt af skattesagskommissionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Både daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og partiets politiske ordfører, Peter Christensen, drøftede internt i Venstre Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag i sommeren 2010.

Det fortalte Venstres daværende pressechef, Mikael Børsting, da han fredag vidnede for Skattesagskommissionen i Søborg.

Drøftelserne i Venstre-toppen gik dog udelukkende på, hvordan partiets linje skulle lægges i medierne, og hvordan eventuelle spørgsmål fra pressen skulle besvares, forklarede Mikael Børsting

Live fra skattesagen: Løkke i vidneskranken

Han fortalte desuden, at han som ansvarlig for partiets pressehåndtering formentlig havde drøftet sagen med samtlige daværende V-ministre, herunder skatteminister Troels Lund Poulsen.

I »tilfældet Lars Løkke« blev skattesagen drøftet forud for Venstres sommergruppemøde i begyndelsen af august 2010. Det var oven på en sommer, hvor skattesagen havde haft massiv gennemslagskraft i medierne, så Mikael Børsting fandt det naturligt at drøfte eventuelle spørgsmål fra pressen med partiformanden og statsministeren, forklarede han.

Skattesagskommissionen er nedsat for at forsøge at afdække, om der blev begået magtmisbrug, da skattemyndighederne i sommeren 2010 behandlede Thorning-parrets skattesag. Kommissionen søger desuden svar på, hvem der ulovligt lækkede selve skatteafgørelsen til dagbladet BT.

Da Helle Thorning-Schmidts særlige rådgiver, Noa Redington, vidnede onsdag, fortalte han, at der på Christiansborg havde verseret vedholdende rygter om, at Troels Lund Poulsens særlige rådgiver Peter Arnfeldt havde tilbudt at udlevere skatteafgørelsen til Ekstra Bladets politiske reporter Jan Kjærgaard.

Huskede ikke navne

Venstres pressechef afviste dog, at have hørt disse rygter på Christiansborg, og det undrede kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen:

»Du har slet ikke hørt nogle rygter blandt politikere eller journalister om, at denne afgørelse skulle være forsøgt udleveret til journalister?,« spurgte Kjeldsen.

»Nej,« svarede Børsting.

»Har journalister forsøgt at få skatteafgørelsen udleveret af dig?«

»Ja.«

Børsting forklarede, at det i princippet kunne have været alle journalister på Christiansborg, som var kommet forbi hans kontor for at få en snak. »Mit kontor er meget åbent,« som han sagde.

»Var det ¨sådan en udefinerbar gruppe journalister?« spurgte Kjeldsen en smule skeptisk.

»Ja, det vil jeg mene. Journalister kommer forbi og vil vide noget om sagen.«

Svaret fik Skattesagkommissionens formand, landsdommer Lars E. Andersen, til at bryde ind:

»Vi vil gerne have nogle navne!«

»Det kan være navne fra samtlige medier på Christiansborg,« svarede Børsting.

»Kan vi få nogle navne, eller kan du ikke huske nogle navne?« lød det fra udspørgeren.

»Jeg kan ikke huske nogle navne,« svarede Børsting.

Mikael Børsting understregede afslutningsvis, at han intet kendskab havde til, at andre personer i Venstre har forsøgt at få udleveret skatteafgørelsen.

Næste vidne var daværende departementschef i Statsministeriet, Karsten Dybvad. På spørgsmål efter spørgsmål svarede han klart nej til, at han eller andre embedsfolk skulle have beskæftiget sig med Thorning/Kinnock-parrets skattesag. Sagen satte intet i værk i Statsministeriet, fastslog han.

»Overhovedet ingen overvejelser. Det et jo en personsag, som ligger langt væk fra Statsministeriet,« sagde Karsten Dybvad.

Kl. 11. fredag formiddag satte tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen sig til rette i vidneskranken. Læs mere om hans vidneudsagn her.