Usikkerhed om fejring af Rasmussen

Holbæk og Tølløse har ikke besluttet, om de skal fejre, hvis Michael Ramussen vinder Tour de France. Også København er afventende.

Michael Rasmussen må sandsynligvis kigge langt efter limousiner, pandekager på Rådhuset og hyldest i Tivoli, hvis han vinder Tour de France. Hverken Rasmussens barndomsby Tølløse, Holbæk Kommune eller Københavns Rådhus har planer for cykelrytterens hjemkomst efter Tourens afslutning søndag.

- Holbæk Kommune er afventende, vi har ikke taget initiativ lige nu, siger Erik Aagaard (R), formand for Holbæk kommunes kulturudvalg.

Kommunen mener, at festen er et nationalt anliggende og afventer et initiativ fra Danmarks Cykle Union.

I 1996, da Bjarne Riis vandt Touren, havde både Københavns Rådhus og Tivoli tilbudt af fejre ham. Det endte med en folkefest i Tivoli, hvor blandt andre tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) lykønskede ørnen fra Herning.

Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) er på ferie, men fra borgmesterkontoret lyder det, at der ikke på nuværende tidspunkt er gjort nogen tanker om eventuelle pandekager til Rasmussen. Men de vil ikke afvise, at det kan komme på tale, hvis han vinder.

/ritzau/