USA håbede på partikup mod Anker Jørgensen

I 1974 ulmede et kongemord i Socialdemokratiet. Toppartifællen K. B. Andersen overvejede at vælte Anker Jørgensen, afslører amerikanske telegrammer. K.B. Andersen advarede også amerikanerne mod »den radikale og antiamerikanske Lasse Budtz«.

USAs udenrigsminister Henry Kissinger (i midten) var ikke imponeret over statsminister Anker Jørgensen (tv.), og amerikanerne havde tilsyneladende større forhåbninger til tidligere udenrigsminister K. B. Andersen. Af et telegrammet , som den amerikanske ambassadør udfærdigede i 1974, da Socialdemokratiet var i opposition, og formandsposten vaklede under Anker Jørgensen, fremgår det, at K. B. Andersen betroede ambassadøren, at han formentlig ville forsøge at vælte Anker Jørgensen. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I maj 1974 holdt den amerikanske ambassadør i Danmark, Philip Crowe, et møde under fire øjne med den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister, K. B. Andersen. De så langtfra ens på alt, men de var enige om to vigtige spørgsmål:

Det ene var problemet med Anker Jørgensen, og det andet var problemet med den gryende udenrigspolitiske venstrefløj i partiet.

Anker Jørgensen var bardus blevet statsminister i 1972, og han havde udenrigspolitisk gjort sig så ud til bens, at da han tabte valget i 1973, skrev ambassdør Crowe hjem: »Vi vil ikke savne ham.«

Det fremgår af telegrammer fra dengang fra den amerikanske ambassade i København. Berlingske har fundet og læst dokumenterne i de amerikanske arkiver.

I 1974 var Socialdemokratiet i opposition til en svag Venstre-regering, og Crowe forhørte sig derfor ængsteligt hos K. B. Andersen om Anker Jørgensens chancer for at gøre comeback som statsminister. Chancerne var »ikke videre gode«, svarede Andersen, og som Crowe noterede:

»Jeg fik det klare indtryk, at Andersen følte, at han ville være en bedre statsminister.«

Der var et socialdemokratisk kongemord i luften, og det ville ikke være en dårlig idé at få K. B. Andersen som formand og statsminister, konkluderede Crowe:

»Han er ikke enig i hele vores politik, men jeg er af den opfattelse, at han i bund og grund kan lide os. Det vil sandsynligvis være bedre for os, hvis han blev statsminister frem for Anker Jørgensen, men jeg er i tvivl om, hvorvidt han har den indenrigspolitiske gennemslagskraft til at nå helt til tops.«

Også på et andet og afgørende punkt fandt ambassadøren og K. B. Andersen fodslag, og det handlede om den aktivistiske antiamerikanisme i partiet. Som Andersen sagde til ambassdøren – han brød sig ikke om den måde, som USA støttede fascistoide regeringer i f.eks. Vietnam, Spanien og Chile, men man skulle ikke »lefle for antiamerikanismen«.

General Pinochets kup mod præsident Allende i Chile i 1973 var et godt eksempel. K. B. Andersen var udenrigsminister under kuppet, og som han sagde til Crowe – han vidste dengang, at USA stod bag kuppet, men han sagde aldrig noget offentligt om det. »Intet ville have været nemmere for mig end at udnytte den udbredte danske formodning om, at USA stod bag kuppet og komme med antiamerikanske udtalelser,« sagde han. Men – underforstået – den slags gør man ikke mellem venner.

Anker fik skylden for venstredrejning

En ny udenrigspolitisk generation i Socialdemokratiet havde ingen forståelse for vennetonen, og i midten af 1970erne fremhævede de amerikanske telegrammer tre politikere, som ti år senere kom til at udgøre partiets fodnotetrio, som voldte USA så mange genvordigheder. Nemlig Ole Espersen, Lasse Budtz og Kjeld Olesen. Dengang beskrev diplomaterne dem som »temmeligt irriterende«, men endnu ikke mere.

I 1974 stod Ole Espersen og Lasse Budtz f.eks. bag et internationalt tribunal i København om USA og krigsforbrydelser i Chile, og ambassadør Philip Crowe og K. B. Andersen disskerede deres motiver. Ole Espersen var »et ambitiøst og nyvalgt folketingsmedlem, som ville skabe sig selv et navn«, og K. B. Andersen havde en vis respekt for ham. Men ikke for Lasse Budtz, som bl.a. havde tilsluttet sig en kommunistisk domineret Chile-komité uden først at cleare det med K. B. Andersen. Budtz var en »kendt TV-journalist«, som fra venstre forsøgte at blive partiets udenrigspolitiske ordfører og at udkonkurrere K. B. Andersen, og sidstnævnte var alt andet end begejstret for ham. Andersen »er tydeligt påvirket af konkurrencen, og han brugte enhver lejlighed til at pointere hvor radikal og antiamerikansk, Budtz er«, skrev Crowe.

Kjeld Olesen var det tredje medlem af, hvad der i 1980erne blev til fodnotetrioen, men han var ikke så meget drevet af ideologisk afsky for USA som af personlige ambitioner, vurderede ambassaden. I 1976 rejste Kjeld Olesen f.eks. til Cuba og etablerede den første socialdemokratiske kontakt med Castro-regimet. Han var dengang partiets næstformand og drømte om at blive både udenrigsminister og formand. »Han er en succesfuld, ambitiøs politiker, som vi ofte hører beskrevet som »lidt for smart« og uden ideologisk overbevisning«, og senere – i 1978, da K. B. Andersen gik af som udenrigsminister – erfarede amerikanerne, at Olesen »virkeligt kæmper for at få posten«.

Den amerikanske ambassade gav partiformand Anker Jørgensen skylden for, at der blev plads til en venstredrejning i udenrigspolitikken. For det første fordi han ikke forstod udenrigspolitikkens sofistikation og lod sig trække impulsivt rundt, og for det andet fordi han ikke havde sin forgænger, Jens Otto Krags, »evne til at samle begge fløje i partiet«, hedder det.

Men Anker Jørgensen blev på posten; kongedrabet i 1974 fusede ud, fordi de politiske modstandere personligt angreb Anker Jørgensen og dermed tvang partiet til at samles om ham, skrev ambassaden, og ti år senere var var Lasse Budtz, Ole Espersen og Kjeld Olesen ikke bare et »irritationsmoment«, men noget mere alvorligt.