Amerikanske medier kalder kulden for »nådesløs«, og gennem nu mere end ti dage har den holdt hele den østlige halvdel af USA i et isnende jerngreb.

Der er så koldt, at dele af de ellers normalt så storbrusende kæmpevandfald, Niagara Falls, er frosset til is i en spektakulær opvisning af naturens knugende kræfter.

Der er så koldt, at man i New York sitrede sig gennem den koldeste nytårsaften i verdensbyen i 100 år: minus 13 grader – og så kulderystende, at man i dele af North Dakota ikke har oplevet temperaturer højere end 18 minusgrader siden 28. december.

Ja, så koldt er der, at man i den zoologiske have i den canadiske storby Calgary har følt sig nødsaget til at genne de ellers så hårdføre pingviner ind varmen af frygt for, at de ikke kan kapere temperaturer på under 25 kuldegrader.

Imens er bundfrosne hajer til havbiologers store forundring skyllet ind på strande nord for New York. De store rovdyr omkom angiveligt af regulært kuldechok ud for kysten.

Tilmed ser kuldebølgen blot ud til at tage yderligere et dyk i de nærmeste dage.

En eksplosiv såkaldt »cyklon-bombe« med et respektindgydende dybt lavtryk er aktuelt i færd med at storsuge endnu flere iskolde luftmasser fra Arktis ned til hele det østlige USA – så langt ned som til Florida.

Imens ventes vindstød af stormstyrke at hamre ind i dele af den amerikanske østkyst med risiko for store mængder sne, hvilket vil gøre kulden aldeles kropsrystende i kraft af den såkaldte wind chill-faktor.

I det normalt vintermilde Georgia og i det nordlige Florida har man af samme årsag erklæret hele 28 amter i undtagelsestilstand, skriver lokale amerikanske medier. Talrige skoler blev lukket onsdag, og myndigheder har oprettet midlertidige tilflugtssteder for vinterstormen til særligt udsatte borgere.

I det store land undrer mange kulderystende borgere sig over, hvordan der kan blive så hamrende, ja næsten livstruende koldt, når de nu har fået tudet ørerne fulde af advarsler om tiltagende global opvarmning.

En af dem er efter alt at dømme USAs præsident Trump, der i en Twitter-besked kort før nytår lakonisk slog fast, at hans land i denne iskolde situation godt »kunne bruge en lille smule af den gode, gamle globale opvarmning...«.

Hvis præsidenten havde haft en uhildet klimarådgiver inden for rækkevidde, kunne vedkommende have stukket et kort i hånden på ham med klodens temperaturafvigelser fra det normale i disse dage.

Af et sådant kort vil det nemlig fremgå, at det østlige Nordamerika (og Grønland) aktuelt er klodens nærmest ekstreme kuldepoler. Her er der i disse dage i gennemsnit ca. ti grader koldere end det normale for årstiden.

Men samtidig vil han kunne se, at der omvendt er ganske usædvanlig varmt i forhold til årstiden i praktisk taget hele Rusland, i Sydvesteuropa og i USAs egen arktiske delstat Alaska.

I tirsdags blev der målt ni grader celsius i Alaskas største by Anchorage. Det var en højere temperatur, end man samme dag oplevede i langt de fleste af de sammenhængende 48 amerikanske stater, herunder i Jacksonville i Florida, Atlanta i Georgia og i New Orleans i Louisiana.

Endvidere kunne klimarådgiveren have hvisket Donald Trump i øret, at man aldrig må forveksle klima med vejr – at klimaet har noget at gøre med atmosfærens forandringer på lange tidsskalaer, mens vejret har at gøre med de forandringer, der indtræffer over væsentligt kortere perioder.

Så selv om kulden ender med at gå til marv og ben blandt et par hundrede millioner amerikanere i godt og vel et par uger, har det snarere noget at gøre med vejrets tilfældigheder end med klimaet. Eller har det?

Den helt centrale vejrforandring, USA er vidne til i disse dage, er i virkeligheden en mere eller mindre kortvarig svækkelse af den kraftige polare hvirvelstrøm højt oppe i atmosfæren.

Normalt er hvirvelstrømmen i stand til temmelig effektivt at spærre den arktiske kulde inde på de helt høje breddegrader omkring Nordpolen. Men når hvirvlen svækkes, som tilfældet aktuelt er over Nordamerika, kan kulden så at sige skvulpe op over det polare badekar og vælte ned på mellembreddegrader.

På det førende Potsdam-klimaforskningscenter i Tyskland fastslog forskere for få måneder siden, at man i tiltagende grad siden 1990 har kunnet måle en svækkelse af den polare hvirvelstrøm.

»Det tillader iskold luft at bryde ud af Arktis og true Rusland og Europa med kuldeekstremer. Faktisk kan det forklare størsteparten af den observerede nedkøling af eurasiske vintre siden 1990,« skriver instituttet.

Og denne trend – denne efter alt at dømme tiltagende svækkelse – kan meget vel kobles til global opvarmning og til den kendsgerning, at intet sted på kloden varmer kraftigere op end Arktis i disse årtier.

Forklaringen kan nemlig ligge i Polarhavet, der i voksende grad er præget af åbent hav frem for havis.

Det tillader stigende mængder varme at vælte fra det relativt lune vand og op i atmosfæren, hvor energitilførslen kan påvirke den polare hvirvelstrøm på en sådan måde, at amerikanere – eller skandinaver og russere – får den sande polarkulde smidt i hovedet.

Teorien er omdiskuteret i klimaforskerkredse, men er den sand, kan man råbe bingo: Den globale opvarmning er, fuldstændig kontra-intuitivt, rent faktisk i stand til at gøre visse områder af kloden koldere snarere end varmere. I hvert fald i perioder.

Herhjemme kan vi eksempelvis stille os selv spørgsmålet, om der mon kan være en kobling mellem den ekstreme arktiske opvarmning og så den kendsgerning, at den forgangne danske »møgsommer« bød på den laveste maksimumtemperatur, DMI nogensinde har målt i de tre måneder.

Eller om den mulige kobling kan forklare, hvorfor december 2010 bare var en hårsbred fra at blive den koldeste 12. måned nogensinde målt herhjemme.

Men bag det hele buldrer den egentlige globale opvarmning fortsat lystigt af sted, ganske upåvirket af kortvarige kuldeperioder på det ene eller det andet kontinent.

Ifølge foreløbige klimadata, som bl.a. avisen The Guardian refererer til med NASA som hovedkilde, endte 2017 med at blive det globalt næstvarmeste år, der er registreret, siden globale temperaturmålinger blev indledt omkring 1880.

Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, at 2017 blev det varmeste år, der ikke var påvirket af det naturlige og let opvarmende stillehavsfænomen El Niño. Tilmed i markant grad. Det forgangne år blev hele 0,17 grader varmere end det hidtil varmeste »neutrale« klimaår: 2014.

Både 2015 og det ultimative varmerekordår 2016 var påvirket af en ganske kraftig El Niño.

Disse kendsgerninger vil dog næppe lune i Washington DC, hvor kviksølvet ventes at drøne ned på bundfrosne 15 minusgrader fredag – og blive dernede weekenden over.

Mon ikke man på den baggrund må forvente endnu et præsidentielt og sarkastisk klima-tweet en af de nærmeste dage?