Uroligheder fortsætter i Brabrand: Politiet angrebet med sten og fyrværkeri

Mange unge har natten til søndag været på gaderne i det vestlige Aarhus, oplyser politiet.

Balladen er blusset op i og omkring Gellerup-bebyggelsen efter en demonstration af Rasmus Paludan fredag eftermiddag. Ved Rasmus Paludans optræden blev en mand med kniv anholdt, og såvel han som en anden mand er blevet fængslet for at have forsøgt at angribe den kontroversielle figur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Presse-foto.dk

Uroen i Brabrand ved Aarhus fortsatte natten til søndag.

Flere gange blev der kastet med sten mod politiet og affyret fyrværkeri, oplyser politiet.

Tre unge blev anholdt. En 16-årig sigtes for at have kastet med sten mod politiet, og en 15-årig skal have affyret fyrværkeri mod ordensmagten.

Balladen, der også bestod i brande i skraldespande og i en enkelt bil, er blusset op i og omkring Gellerup-bebyggelsen efter en demonstration af Rasmus Paludan fredag eftermiddag.

Ved Rasmus Paludans optræden blev en mand med kniv anholdt, og såvel han som en anden mand er blevet fængslet for at have forsøgt at angribe den kontroversielle figur.

Politiet affyrede skud mod den knivbevæbnede mand, da denne ikke efterkom en ordre om at smide våbnet. Han blev ramt i benet.

Siden da har der været en del episoder med uro i området og en hel del mere politi i området end sædvanligt.

Først på natten var der »mange unge, også meget unge, på gaderne i Brabrand«, siger fungerende politiinspektør Gert Bisgaard fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse søndag morgen.

/ritzau/