Urolige elever svækker de andre børns læsning

Når forstyrrende børn skal gå i en klasse, går det lidt ud over resten af klassens indlæring. Men hvis en faglig vejleder kan rådgive læreren, opnår hele klassen langt bedre resultater. Klassekammerater kan oplæres i at hjælpe en elev, der er ved at flippe ud, siger professor.

Inklusion risikerer at føre til ringere læseevne for den enkelte klasse. Problemet kan dog løses med den rette vejledning. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det går ud over indlæringen hos alle børn i klassen, når et barn med en psykiatrisk diagnose som for eksempel ADHD skal inkluderes i klassen. Det viser en undersøgelse af 250.000 børns resultater i de nationale test gennem flere år, som forskere på Aarhus Universitet har gennemført.

Undersøgelsen viser, at når der kommer et potentielt forstyrrende barn ind i en klasse, daler hele årgangens læseresultater med det, der svarer til lidt under en måneds indlæring i gennemsnit. Nedgangen er lille, men statistisk signifikant, og resultaterne er for nylig blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift »Economics of Education Review«.

»Mange forældre har i den offentlige debat udtrykt bekymring for, om inklusionen af flere børn med særlige vanskeligheder i folkeskolen har negativt afsmittende effekter på klassekammeraterne. Og undersøgelsen viser, at forældrene til de andre børn har god grund til at være bekymrede. Vi kan ud fra undersøgelsen se, at deres bekymring over inklusionen er reel,« siger professor Helena Skyt Nielsen fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.

Resultatet kolliderer med den inklusionsdagsorden, som i de senere år har præget folkeskolen. Flere børn med specielle behov skal gå i folkeskolens almindelige klasser i stedet for i specialklasser og på specialskoler. Ligesom mange andre lande har Danmark forpligtet sig til at følge Salamancaerklæringen fra 1994, der fastslår, at alle børn har lige ret til uddannelse, og at skolerne skal inkludere børnene og tage hensyn til deres forskellighed.

Målet i Danmark har de senere år været, at 96 procent af eleverne skal være inkluderet i folkeskolen i 2015, og at kun børn med særligt vidtgående specialbehov, maksimalt fire procent, skal undervises uden for folkeskolens normale klasser. Det svarer til, at 10.000 børn i løbet af få år skal flyttes fra specialklasser og -skoler til almindelige folkeskoleklasser.

Og i kommunerne går det hurtigt med at følge op på de politiske målsætninger. I skoleåret 2010/2011 var 5,8 procent af eleverne ekskluderet fra folkeskolens normale undervisning, mens andelen var faldet til 4,8 procent af børnene i skoleåret 2013/2014.

En faglig vejleder sikrer resultater

Men inklusion behøver ikke at gå ud over hverken det inkluderede barn eller klassekammeraternes læring. Hvis læreren i klassen modtager støtte fra en faglig vejleder et par timer om ugen, hjælper det så meget, at både det inkluderede barn og resten af klassen forbedrer deres læseresultater betydeligt. I gennemsnit forbedres klassens læseresultater med det, der svarer til en tredjedel af indlæringen i et helt skoleår, når en faglig vejleder tilknyttes klassen. Og det inkluderede barn forbedrer læseresultaterne med det, der svarer til næsten et helt års indlæring.

Det viser en undersøgelse af tolærerordninger, som forskerne fra Aarhus ligeledes har udarbejdet. Den positive effekt ved en faglig vejleder er således langt større end den negative effekt ved inklusion.

»En faglig vejleder i dansk, matematik eller specialpædagogik, som er i klassen et par timer om ugen, er rigtig god for både det inkluderede barn og de øvrige børn i klassen,« siger Helena Skyt Nielsen og fortsætter:

»Der findes løsninger til at tage hånd om problemerne ved inklusion. På den ene side er forældrenes bekymring over inklusion reel, og det kan dokumenteres med data. Men vi må også sige, at der er måder at håndtere det på, som betyder, at det bliver en nettogevinst for alle i klassen. Det er et reelt krav eller ønske fra forældrene, at læreren i klassen skal have den nødvendige støtte til at håndtere inklusion.«

Forældrenes skepsis over for inklusion er udbredt. I 2013 viste en undersøgelse fra Socialstyrelsen således, at lidt flere end hver tredje forælder ville være utryg eller helt afvisende, hvis deres barn skulle sidde ved siden af en klassekammerat med ADHD, angst eller autisme.

Klassekammerater skal oplæres

Men løsningen er ikke kun at sikre mere viden og støtte til den lærer, der får et barn med psykiatrisk diagnose i klassen, mener professor i specialpædagogik Niels Egelund. Det giver nemlig god mening at lære de andre børn i klassen, hvordan de bedst får dæmpet en udadreagerende og vred kammerat.

»Det er vigtigt, at klassens øvrige elever ved, hvad de skal gøre, når en stærkt udadreagerende elev pludselig går amok eller bliver aggressiv. Den internationale forskning viser, at det er yderst effektivt, hvis man giver et par elever i klassen kompetencer, der gør dem i stand til at hjælpe eleven, tage ham til side og snakke med ham. Så er der nogle, der gør noget, og ofte virker det stærkere, når det er kammerater, der handler, end når det er læreren,« siger Niels Egelund.

Han mener nemlig, det er helt afgørende, at skolen får klassekammeraternes og forældrenes opbakning til den store inklusionsopgave, folkeskolen er i gang med.

»Inklusion er godt, men det stiller nogle krav. Mange forældre vil frygte, at det tager lærerens tid, når der kommer et »bogstavbarn« ind i klassen. Og selv om det er en lille nedgang, kan vi se, at det tager lærerens tid, og det går ud over de andre børn. Derfor må det være en betingelse, at der er en faglig vejleder, som kan støtte læreren og give ham eller hende den viden og de håndtag, der skal til for at løse opgaven,« siger Niels Egelund.

For lærernes formand, Anders Bondo Christensen, giver undersøgelsen et vigtigt fingerpeg om, hvad der skal til for at sikre den fortsatte opbakning til folkeskolen.

»Det er opbakningen til folkeskolen, der er på spil. Jeg bliver kontaktet af forældre, som siger, at de ikke vil levere børn til den form for inklusion, der foregår i øjeblikket. Forældre er jo ikke dumme. Hvis deres barn kommer hjem fra skole og siger, at der er for meget larm og uro, kan vi tale nok så pænt om inklusion – så hjælper det ikke. Vi skal lykkes med at kunne rumme flere elever i folkeskolen, men vi skal gøre det på en måde, så både de inkluderede børn og resten af klassen bliver dygtigere,« siger han.

Lærerforeningen mener, at der skal lægges en konkret plan for alle elever, der bliver inkluderet. En plan, som også de øvrige forældre i klassen oplyses om i det omfang, tavshedspligten tillader det.

»Det skaber tryghed, at de øvrige forældre ved, at der bliver taget hånd om udfordringerne. Vi har i flere tilfælde oplevet, at et barn er blevet inkluderet i en klasse, hvor læreren kun har fået et todages kursus i inklusion, og det duer bare ikke,« mener Anders Bondo.

Undgå »ammunition« mod inklusion

I undersøgelsen om inklusion følger forskerne 250.000 børn og deres resultater i de nationale læsetest fra 2010 til 2013, hvor eleverne er blevet testet. Undersøgelsen viser, hvilken effekt det får på testresultaterne, hvis der kommer en potentielt forstyrrende elev ind i klassen.

De potentielt forstyrrende elever er i undersøgelsen begrænset til elever, der som gruppe påviseligt er mere forstyrrende og har større vanskeligheder end andre børn. Det er elever med en psykiatrisk diagnose, elever med fraskilte forældre samt elever med tidligere straffede forældre.

Når der kommer børn med et af de karakteristika ind i en klasse, bliver læseresultaterne i nationale test dårligere for de øvrige elever. Børn af skilte forældre påvirker dog ikke læseresultaterne signifikant, mens de to andre grupper gør. Det er især børn med en psykiatrisk diagnose, der påvirker kammeraternes læseresultater negativt.

»Den negative effekt er lille, men den er også udvandet, fordi vi ser på læseresultaterne for hele årgangen og ikke kun for den pågældende klasse. En årgang består ofte af mindst to klasser,« forklarer Helena Skyt Nielsen.

Men Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, mener, det er forkert at give de skeptiske forældre »ammunition« til deres modstand mod inklusion.

»Jeg bliver så deprimeret over, at man som som forsker vælger at italesætte inklusionsbørn som urolige børn. Nogle børn med psykiatriske diagnoser er meget stille. Alt for stille. Det frustrerer mit inklusionsbillede, at de går efter at finde fejl ved nogle børn. Fejl, som går ud over de andre elever. Det er det stik modsatte, inklusion handler om, for der er ikke nogen, der har skyld eller fejl. Børn er, som de er, og de har ret til at være i fællesskabet. Jeg er bekymret for, at vi giver de andre børns forældre ammunition til at sige, at nu er der nogle børn, der skal ud af klassen,« siger Claus Hjortdal, som er meget mere positiv over for den anden undersøgelse, der påviser effekten af de faglige vejledere.

»Jeg er meget enig i, at lærere skal have den nødvendige støtte.«Sikrer I som skoleledere det?

»Jeg kan ikke sige, at man gør det alle steder, men det bør man.«

Ikke to lærere i alle timer

I 2012 vedtog et bredt politisk flertal i Folketinget inklusionsloven, som for alvor skulle geare landets folkeskoler til at blive klar til at kunne rumme flere elever med specialbehov. Men på det tidspunkt var processen allerede i fuld gang, og loven haltede noget efter den virkelighed, lærere og elever oplevede i det daglige. Syv ud af ti lærere havde således allerede inkluderede børn i klasserne, da loven blev vedtaget.

For undervisningsminister Christine Antorini (S) er den nye viden om inklusion og læseresultater »et opløftende resultat«.

»Vi kan se, at hvis der er børn med diagnoser, hvor læreren mangler den nødvendige viden, giver det en lille negativ effekt på resten af klassen. Men det interessante ved undersøgelsen er, at man for et forholdsvist beskedent beløb kan løfte hele klassen og det inkluderede barn. Der skal ikke være to lærere i klassen hele tiden, men det giver markante resultater, hvis læreren får den rette støtte i en koncentreret periode. Og i inklusionsloven har vi netop sat alle kræfter ind på, at inklusion skal løfte alle elever,« siger Christine Antorini.

Der er i Finansloven for 2015 afsat 25 mio. kroner årligt til at frikøbe lærere til at understøtte inklusion, og derudover er der afsat 75 mio. kroner, som er målrettet de skoler, der har de største inklusionsproblemer. De første resultater af en opfølgende undersøgelse af inklusionsloven viser endvidere, at pengene følger de inkluderede børn ud på skolerne.

Antorini mener dog, det er vigtigt, at undersøgelsen ikke får danskerne til at se de inkluderede børn som ballademagere:

»Hvis der er et dårligt læringsmiljø, er der risiko for, at de kan blive kede af det eller vrede. Men at have en diagnose er ikke det samme som at hænge oppe i gardinerne.«