Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Selv om det vel nærmest per definition er noget skidt at blive fanget af lovens lange arm, når politiet skrider til masseanholdelser, så skal man som anholdt have mulighed for at komme på toilettet.
Derfor vil Københavns Politi i fremtiden ved store begivenheder med risiko for mange anholdte have mobile festivaltoiletter til rådighed. De anholdte skal ikke risikere at sidde i timevis på jorden uden at kunne komme på toilettet.
Det fremgår af et redegørelse fra Justitsministeriet til Folketingets Ombudsmand. Den kommer i forlængelse af masseanholdelserne ved sidste års klimatopmøde i København, hvor over 1000 personer blev tilbageholdt af ordensmagten.
Det er ombudsmandens opgave at føre tilsyn med, at politiet anbringer anholdte under rimelige forhold. Og ved topmødet var der ikke orden i sagerne.
Mange måtte sidde på jorden i timevis med hænderne i strips, før de blev transporteret til klimafængslet i Valby. Og der var ikke mulighed for at komme på toilettet.
Ombudsmandens interesse for sagen har fået Københavns Politi til at lave om på flere forskellige ting. Ud over toiletfaciliteter skal ordensmagten fremover også have vand og siddeunderlag med til de anholdte.
Justitsministeriet fortæller i redegørelsen, at man ikke har forholdt sig til, om grundlaget for de mange anholdelser var i orden.
Det skyldes en aktuel sag ved Københavns Byret, hvor 250 har klaget over de såkaldte administrative frihedsberøvelser, hvor politiet tilbageholder folk alene for at opretholde ro og orden uden en egentlig mistanke om et lovbrud.
Københavns Politi har tidligere erkendt, at der i forbindelse med klimatopmødet blev frihedsberøvet et uretmæssigt antal. Politiet har dog ikke kunnet sætte tal på, hvor mange der fejlagtigt blev frihedsberøvet.
/ritzau/