Uro i boligområde op til skyderi

SSP i Høje-Taastrup Kommune har bemærket en del uro blandt unge i området omkring Taastrupgårdsvej op til skyderiet i aftes.

Politiet undersøger skudhuller i nummer 21. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

De unge i området omkring Taastrupgårdsvej, som i aftes var ramme om et voldsomt skyderi, har i den seneste tid været mærket af uro. Det fortæller SSP-koordinator i Høje-Taastrup Kommune Jean-Jacques Royal.

- Vi har bemærket, at der har været en del unge, der har været stressede og urolige på det sidste, men vi kan ikke kommentere nærmere på det. Nu skal politiet have lov til at gøre deres arbejde, siger han.

Jean-Jacques Royal og hans kolleger har hele natten været på gaden for at snakke med de unge i kvarteret omkring Taastrupgårdsvej for at bearbejde begivenhederne.

Centerchef for Børne- og Ungerådgivningscenteret i Høje-Taastrup Kommune, Ane Stallknecht, fortæller, at der var SSP-medarbejdere på gaden 20-30 minutter efter skyderiet var sket.

»Vi har været på gaden for at berolige de unge i området. Nogle kontakter os på telefonen, og vi ringer selv til unge, vi har kontakt med i området,« siger hun og tilføjer:

»Det er forfærdeligt, at det sker i et almindeligt boligområde, som i den seneste tid generelt har været ganske roligt. Der sker en masse positive tiltag i området,« fortæller hun.