Universitetsansat dømt: Smed et halvt menneskehoved i skraldespanden
En tidligere universitetsansat tog fejl, da han vurderede, at et halvt menneskehoved skulle smides i en offentlig affaldscontainer. Nu er han dømt til betinget fængselsstraf.

En tidligere universitetsansat tog fejl, da han vurderede, at et halvt menneskehoved skulle smides i en offentlig affaldscontainer. Nu er han dømt til betinget fængselsstraf.

En nu tidligere medarbejder på Tandlægeskolen ved Aarhus Universitet pegede fingeren tilbage mod sin daværende arbejdsplads, da han fredag kom for Retten i Aarhus.
Han mente ikke, at han var blevet instrueret godt nok i at bortskaffe et halvt menneskehoved, sagde han – inden han i sidste ende erklærede sig skyldig i usømmelig omgang med lig.
»Jeg lagde kassen ned i en sort pose, og så gik jeg ud på vejen og smed posen ned i containeren,« lød tilståelsen.
Det skriver Avisen Danmark.
I kassen, som han tilbage i september 2022 smed ned i en af de nedgravede affaldsbeholdere på Vennelyst Boulevard, lå nemlig et halvt menneskehoved.
Den nu dømte mand havde fået til opgave at skille sig af med hovedet i forbindelse med en større opgave, der handlede om udskiftning af toksiske væsker med ikketoksiske væsker i kasser med såkaldte »anatomiske præparater«.
Manden forklarede i retten ifølge Avisen Danmark, at hans tidligere arbejdsgiver gerne ville have en mand med laboratorieerfaring til at udføre opgaven, så han meldte sig frivilligt.
Han forklarede videre, at han ikke havde fået nogen retningslinjer på forhånd. Og han endte altså derfor med fejlagtigt at vurdere, at det halve menneskehoved skulle smides i en offentlig skraldespand.
En vurdering, der ifølge dommer Carsten Busk skulle koste syv dages betinget fængsel.
Når man donerer sine kropsdele til forskningen, skal man kunne have tillid til, at ens efterladenskaber opbevares, behandles og bortskaffes korrekt og retfærdigt, lød dommerens begrundelsen.
Manden havde været ansat på universitetet i mere end 12 år og var tæt på pensionsalderen, da episoden fandt sted.