Universiteter slipper for fremdriftsbøder

Studerende på universiteterne bliver hurtigere færdige med deres studier, fremgår det af ny opgørelse.

Studerende på universiteterne kommer hurtigere gennem studierne end tidligere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De studerende på universiteterne bliver hurtigere færdige med studierne, og det er ikke alene godt for de studerende selv og samfundsøkonomien, det er også godt for universiteternes økonomi.

Universiteterne undgår nemlig at blive trukket i statslige støtte, alt efter hvor meget de lever op til Uddannelses- og Forskningsministeriets krav om at få de studerende hurtigere gennem studierne.

Ifølge en ny opgørelse fra ministeriet over studiefremdriften på de enkelte universiteter fremgår det, at dimittender på fire af dem havde en kortere overskridelse af studietiden i studieåret 2014/2015, end de havde i studieåret 2013/2014.

I gennemsnit faldt studietiden på alle universiteter for sidste års dimittender med 0,7 måneder i forhold til forrige år. Det betyder, at de typisk var 11 måneder længere om at blive færdige end den normerede studietid på fem år.

På et universitet som Aarhus Universitet (AU) medfører det, at alle godt 180 millioner kroner i såkaldt færdiggørelsesbonus for sidste år bliver udbetalt til Aarhus. Året forinden fik universitetet 22 millioner kroner mindre i bonus i form af det, prorektor Berit Eika kalder »en fremdriftsbøde«.

»En stadig større del af vores færdiggørelsesbonus bliver afhængig af de studerendes studietid, så det bliver vigtigere og vigtigere for vores økonomi, at de gennemfører studiet så tæt på normeret studietid som muligt,« siger Berit Eika.

I 2011 blev studietiden på AU overskredet med 13,4 måneder, i 2014 var tallet det samme, og sidste år var det 11,7 måneder.

Mens Aarhus Universitet får alle pengene for sidste år, mister Syddansk Universitet (SDU) omkring 17 millioner kroner i fremdriftsbøde. På samme måde står DTU til at gå glip af bonuspenge. Samlet set får universiteterne dog udbetalt hele færdiggørelsesbonussen på 737 millioner kroner, der er afsat til sektoren for 2014/2015.

Universiteterne skal ifølge studiefremdriftsreformen i gennemsnit forkorte de studerendes studietid i de kommende år, således at den i 2020 i gennemsnit er 4,3 måneder kortere end i 2011.

»Når vi når frem til 2020, må vi fortsat gerne have en vis overskridelse, men den skal rumme alle de undtagelser, der måtte være. Om det så er studerende, der bliver syge, eller på andre måder har brug for dispensation,« siger hun.

Berit Eika fremhæver, at AU ikke mindst har haft succes med at effektivisere de studerendes specialeskrivning.

»Mere fokus på den enkelte studerende og strammere frister for aflevering og bedømmelse har bidraget til, at de studerende nu er mere bevidste om at blive færdige til tiden,« fortæller hun.

Direktør for Danske Universiteter, Jesper Langergaard, er forsigtig med at sætte alt for stort lighedstegn mellem studiefremdriftsreformen og hurtigere studerende.

»Mange faktorer spiller. Universiteterne har længe arbejdet på at nedbringe studietiden, og de studerende selv reagerer også på forventningen om, at de kommer hurtigere igennem,« siger han.