Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Studerende på landets universiteter kan for fremtiden maksimalt arbejde 15 timer om ugen ved siden af studiet. Derfor bør arbejdsgiverne ikke opslå studiejob på 20-25 timer om ugen, lyder det fra Københavns Universitet.
Det er den såkaldte fremdriftsreform, der skal presse de studerende hurtigere gennem studieforløbet, som gør det nødvendigt at skære ned på timetallet. Dekan Troels Østergaard Sørensen fra universitets samfundsfaglige fakultet har derfor sendt et brev til departementschefer i centraladministrationen samt til direktører og HR-chefer i 50 organisationer og virksomheder, der typisk beskæftiger studentermedhjælpere, om at holde ansættelserne på otte til 12 timer ugentligt - og maksimalt 15 timer.
Troels Østergaard Sørensen kalder fremdriftsreformen et regimeskifte, hvor begrebet deltidsstudie forsvinder i og med, at de studerende hvert år skal tilmeldes et fuldtidsstudie. Ansøgningsfristen udløber 1. juni.
»Derfor er det nu, de studerende skal gøre sig overvejelser om, hvilke studiejob de kan have i det kommende semester. Det får store konsekvenser for dem, hvis de ikke består,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Dekanen mener, det er naturligt at gøre arbejdsgiverne opmærksomme på, at der fra efteråret »er et helt nyt regime for de studerende«, som han udtrykker det.
Københavns Universitet har tidligere vedtaget en principbeslutning om, at studiejob maksimalt må være på 15 timer om ugen, og på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet følger man den linje.
Hvad skal de studerende, der ikke kan klare sig for lønnen fra et beskåret studiejob, leve af?
»De får jo SU. Vi siger ikke, at de ikke må tage flere timers arbejde, vi prøver blot at pege på konsekvenserne af, at hvis de ikke passer deres studie nu på fuld tid, så ryger de ud. Det er jo ikke os, der har indført fremdriftsreformen med fuldtidsstudie, Det er noget, Folketinget har gjort,« siger Troels Østergaard Sørensen.
Ifølge dekanen er de studerende helt med på budskabet i brevet til arbejdsgiverne om at nedsætte timetallet på studiejob. Han peger på, at det for de fleste studerende vil kræve en ugentlig arbejdsindsats på mellem 37 og 42 timer at følge studiet. Derfor går det ikke med så mange arbejdstimer uden for studiet.