Universitet lukker biblioteker på stribe

Samfundsvidenskabeligt Fakultet på Københavns Universitet vil lukke alle sine fem fagbiblioteker. Både studerende og ansatte protesterer højlydt.

Arkivfoto. De studerende er kede af lukningerne. De så deres fagbiblioteker som steder, hvor studerende, undervisere og vejledere kunne mødes. Fold sammen
Læs mere
Foto: niels ahlmann olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den endelige beslutning om at lukke samtlige af Købehavns Universitets fem samfundsvidenskabelige institutbiblioteker blev truffet på et møde i fakultetets ledelse tirsdag.

Her blev det vedtaget at bibliotekerne på Statskundskab, Økonomi, Antropologi, Sociologi og Psykologi skal dreje nøglen om ved udgangen af året.

Som konsekvens står mindst 4.000 hyldemeter bøger til at blive smidt ud, og de studerende på de fem berørte studielinjer skal fremover en tur på det større Fakultetsbibliotek, når de skal låne bøger.

Konsekvenser for de studerende

Agnete Suhr er specialestuderende på antropologi-studiet, og hun er ikke i tvivl om, at lukningerne af de nære biblioteker vil få konsekvenser:

- Det vil betyde utrolig meget for de studerendes studiegang og det faglige miljø på instituttet generelt. Antropologibiblioteket er et centrum for generering af viden og nærmest det eneste faglige sted, hvor studerende, professorer og vejledere kan mødes, siger hun.

- Vores bibliotek har både stor konkret og symbolsk værdi for vores studie. Hvis det forsvinder, mister vi en del af vores faglige identitet, tilføjer hun.

Vrede på Facebook

Københavns Universitet trækker i forvejen et langt spor af biblioteksdød efter sig. Fagbibliotekerne ved Kemisk Institut, Biologisk Institut, Geo-centret og Institut for Folkesundhed er allerede lukket.

Ved Statens Naturhistoriske Museum og Datalogisk Institut er bibliotekerne blevet kraftigt beskåret, og på Panum Instituttet er bogudlåningen blevet til et studiecenter. 

Agnete Suhr er langt fra alene med sin modstand mod de seneste planer om lukninger. På Facebook har næsten 500 studerende meldt sig ind i en ruppe, der protesterer imod nedlæggelserne af bibliotekerne, og på Institut for Antropologi har ansatte og studerende i fællesskab klaget til ledelsen.

Én af de ansatte, som er stærkt utilfreds, er Jan Starcke. Ud over at være bibliotekar på ét af de lukningstruede biblioteker er han tillidsrepræsentant for en stor del af bibliotekarerne på fakultetet. Og så er han ikke bleg for at tale ledelsen lodret imod:

- Nedlægningerne vil betyde kraftige forringelser af forskernes og de studerendes muligheder for at søge information. Fakultetets ledelse vil have kæmpestore, centrale biblioteker, men glemmer hjælpen til brugerne, siger han til Berlingske.


- Det er bøger, som afspejler forskningshistorien fra de sidste 50 år, der nu står til at blive smidt ud.

Udsmidning udskudt

Samtlige bøger skal i første omgang opmagasineres hos Det Kongelige Bibliotek. Ifølge den oprindelige plan fik bøgerne derefter en frist til 2014 - var de ikke blevet udlånt røg de ud. Dén tidsfrist har ledelsen på det Samfundsvidenskabelige Fakultet udskudt på ubestemt tid.

Selvom bøgerne opmagasineres i nogle år, vil de i realiteten ikke længere være til rådighed for de studerende, mener Jan Starcke.

Det afviser prodekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Birgitte Sloth dog:

- Hvis en studerende kommer til at mangle en bog, så skaffer vi den. Hvis det er en gammel bog, som ikke længere findes, så låner vi den, så de studerende kommer ikke til at lide på grund af nedlægningerne. Men det er sandt, at de ikke vil kunne gå hen og se på boghylden, som de kan i dag, siger Birgitte Sloth.

Skal spare 2 millioner

I et internt notat fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, som Berlingske er i besiddelse af, hedder det om lukningerne:

- Der skal på årsbasis spares ca. to millioner kr. i forhold til det nuværende 2011 niveau for institutudgifter til personale og materialer til biblioteker. Besparelserne skal realiseres hurtigst muligt under hensyntagen til, at medarbejderredduktionen skal ske via naturlig afgang.

Birgitte Sloth anerkender at institutbibliotekerne er en stor kvalitet for de studerende. Men i en tid hvor sparekniven hele tiden hænger over universiteterne, og hvor informationssøgning foregår mere og mere på nettet, er der ingen vej uden om lukningerne, forklarer hun.


- Det er helt nødvendigt at nedlægge bibliotekerne for at få en effektiv drift i fremtiden, siger hun.

De eksisterende biblioteker er indrettet sådan, at en masse personale er bundet til bestemte steder, og det er ikke hensigtsmæssigt, tilføjer hun.

Lytter til kritikken

Birgitte Sloth erkender, at ledelsens beslutning har skabt ærgrelse:

- Mange har været overraskede over vores beslutning. De syntes den var vidtgående, og at vi ikke havde været inkluderende nok undervejs i forløbet.

De studerende mistænker jer for at skjule lukningerne i ly af en travl eksamensperiode og sommerferien. Hvad siger du?

- Det er der på ingen måde tale om.

Kritikken får dog nu fakultetets ledelse til at sætte tempoet ned. Den oprindelige tidsplan for lukningerne er blevet udskudt og kasseringen af bøgerne fra de fem biblioteker er samtidig sat i bero på ubestemt tid.


Grønt lys til at forære bøger væk

I april blev Humanistisk Fakultet på KU udsat for hård kritik fordi fakultetet i forbindelse med en sammenlægning af fire mindre biblioteker skulle smide tusindvis af bøger ud. Over for Berlingske fastslog videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) dog, at bøgerne sagtens kunne foræres væk til interesserede, og det er nu planen.

Jan Starcke mener dog ikke, at man kan sammenligne de to bog-sager.- Med humanisterne var der tale om en sammenlægning. Hos os er der planlagt en decideret nedlægning af fagbibliotekerne, siger han.

Når tiden er til det, forventer Birgitte Sloth, at bøgerne fra de fem lukkede biblioteker kan foræres væk til interesserede.

INFOshop: Her er Danmarks bedste skoleguider