Unibet frifundet i sag om milliontab

Spiludbyderen Unibet blev onsdag frifundet for at have lokket krigsveteran til at spille arbejdsskadeerstatning væk. Center for Ludomani kalder på handling.

En jysk krigsveteran spillede i 2012 og 2013 to millioner op. Han ønskede erstatning fra Unibet, da han gjorde dem opmærksom på sin spilleafhængighed. Scanpix/Nanna Kreutzmann (arkiv) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En jysk krigsveteran måtte onsdag se sig slået af spiludbyderen Unibet i Retten i Herning.

Manden havde lagt sag an mod spiludbyderen, efter at han i 2012 og 2013 tabte to millioner kroner på spil hos Unibet.

Pengene fik han som erstatning for en psykisk arbejdsskade som udsendt soldat i Bosnien.

Ifølge krigsveteranen påpegede han flere gange over for Unibet, at han spillede af desperation og ikke lyst.

Derfor mener sagsøgerens advokat, Jesper Ravn, at mandens konto burde være lukket langt før.

»Jeg mener, at vi havde sandsynliggjort, at Unibet på et tidligere tidspunkt var eller burde have været klar over min klients spilleproblemer,« siger Jesper Ravn.

Selv om han gjorde opmærksom på sin spilleafhængighed, tilbød Unibet alligevel bonusordninger, så han kunne fortsætte med at spille. De inviterede blandt andet manden til en Champions League-fodboldkamp i Stuttgart.

Det kritiserer Center for Ludomani. Centerleder Michael Bay Jørsel mener, at spiludbyderne ikke bør lokke de fristede sjæle.

»International forskning påpeger, at bonusordninger er med til at øge de enkelte spilleres lyst til at spille. Så det er på ingen måde en hensigtsmæssig idé, at de er der,« siger han.

Derfor ser de gerne, at man fjerner bonusordninger, så det bliver lettere for spilafhængige personer, at komme ud af deres problemer.

»Vi har flere gange foreslået politikerne, at man reducerer eller forbyder bonusordningerne. For mennesker med et spillemæssigt problem er det ren gift,« siger centerleder Michael Bay Jørsel.

Unibet lukkede først mandens konto i september 2013, da han oplyste, at han formodentlig var ludoman. Men her var alle pengene spillet op.

»Jeg kan undre mig over, at der fra Unibet ikke er sket noget tidligere,« siger Michael Bay Jørsel.

Ifølge dommen skulle krigsveteranen på et tidligere tidspunkt selv have anmodet om, at kontoen blev lukket.

Ellers skulle han have registreret sig i Rofus-registret, som kan udelukke spillere endeligt fra spiltjenesterne.

/ritzau/