Unge vil have eksklusiv kaffe

Danskerne drikker stadig meget kaffe. Men den unge generation går bort fra den traditionelle filterkaffe og kaster sig ud i nye og dyrere vaner.

Specialkaffe er populær blandt danskerne. Disse bønner er fra Etiopien.<br>Foto: Christian Ringbæk Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskerne har stadig kaffen tæt på kroppen. Flere end seks ud af ti af os drikker mere end fire kopper om dagen. Men kaffen, som vor mor lavede den - den gode, gammeldags filterkaffe - er på vej ud. Den unge generation har taget en markant anderledes kaffeadfærd til sig. Det viser en ny undersøgelse af danskernes kaffeforbrug, som Analyse Danmark har lavet for Kaffeklubben.

»Resultaterne viser, at 95 procent af den ældre generation drikker kaffe i dag, mens kun to tredjedel af de unge gør det,« siger en af undersøgelsens forfattere, markedschef Lars Wiinblad.

»Desuden er der en meget stor forskel på, hvilke typer kaffe de unge og de ældre drikker. De ældre er til den meget traditionelle filterkaffe, hvorimod de unge kaster sig over espresso og cappuccinotyper,« siger han.

Eksklusiv nydelse

Dermed er der meget, der tyder på, at kaffevanerne i Danmark ændrer sig over de næste 10-20 år, fordi de unge tager deres nye vaner med sig. Modsat den ældre generation, som typisk har et behovsorienteret forbrug af kaffe, har de unge taget mere adfærdsorienteret kaffedrikkeri til sig. Det er blevet en eksklusiv og dyr nydelse frem for et egentligt behov.

Populære spcialbutikker
Undersøgelsen viser, at unge i dag vælger den ugentlige tilbudskaffe fra i supermarkederne og ofte går på caféer eller i specialbutikker for at få bedre og andre kaffebønner med hjem.

»Og det betyder så også, at de unge bliver vænnet til at betale en højere pris for produkterne, end hvis de havde købt dem i supermarkederne, for unge værdsætter den ekstra historie, der er omkring kaffen, når den er købt i en specialforretning,« tilføjer Lars Wiinblad.

Med andre ord kan man kæde de unges kaffevaner sammen med den meget moderne og urbane livsstil.

»Den gruppe danskere, som hælder til de traditionelle kaffevaner, er dem, vi finder i landdistrikterne, hvor man ofte er bundet fast i det traditionelle danske livsmønster. Der er nogle tydelige tendenser på, hvor markedet er på vej hen nu. Nøjagtigt som på ølmarkedet bevæger vi os fra et standardiseret og homogent discountforbrug til et særpræget og eksklusivt marked, siger Lars Wiinblad.