Unge stak bil i brand efter anholdelse

Ung mand anholdt, da politiet fandt pistol, knive og elefanthuer i en stjålet bil i København. Senere blev bilen stukket i brand.

To unge mænd flygtede, da en hundepatrulje tirsdag nat stoppede en stjålen Suzuki på Fensmarksgade på Nørrebro. I bilen havde de en pistol, flere knive, samt maskeringer der er typisk ved røverier.

Det lykkedes politiet at fange den ene, mens den anden slap væk fra politiets hunde.

Senere på natten blev den efterladte Suzuki forvandlet til et flammehav, da vidner så to unge mænd kaste en brandbombe ind i bilen.

Efterforskningen viste, at bilen var stjålet i Ballerup søndag aften hos en ung mand, der havde lånt den af sin far. Her troppede seks unge op i hans lejlighed i Hedeparken, stak en tilstedeværende i armen med en kniv og tog nøglerne til Suzukien.

Den anholdte skal nu afhøres i sagen, inden der træffes afgørelse, om han skal sigtes for røveriet af bilen.

/ritzau/