Arbejdsløse under 25 år i Randers kan godt begynde at smøge ærmerne op.

Fra 1. marts vil de nemlig blive sat til at rydde op i kommunens skove på fuld tid. Initiativet er et forsøg på at holde unge ledige i gang, i stedet for at de helt passivt modtager kontanthjælp.

Det forklarer formanden for Randers Kommunes arbejdsmarkedsudvalg, socialdemokraten Leif Gade, til Danske Kommuner.

- Vi vil som udgangspunkt stille kravet om at arbejde til de mest
velfungerende kontanthjælpsmodtagere, der er under 25 år og ikke har
problemer ud over ledighed. På den her måde bliver de holdt i gang i
stedet for at sidde passivt på kontanthjælp, siger han.

Ud over oprydning i kommunens skove kan de unge blive sat til at rydde op på kommunens materielgård, lave forefaldende arbejde ved Randers Naturcenter, eller udføre andre opgaver, der kan "være med til at forskønne byen og naturen".

De unge kontanthjælpsmodtager vil være underlagt mødepligt, og arbejdet er fuldtids - altså 37 timer om ugen. Det er planen, at ca. 40 kontanthjælpsmodtagere ad gangen bliver sat i arbejde. 

- Det er nok ikke alle, som på forhånd vil være begejstret for arbejdet. Men jeg tror faktisk, at de fleste vil have det godt med at gøre noget nyttigt i den korte periode, de får kontanthjælp, udtaler Leif Gade til Danske Kommuner.