Unge fester midt i narkokrig

Narkokrigen i Mexico koster tusindvis af dræbte, men amerikanske og canadiske unge tager alligevel ned syd for Rio Grande og fester igennem.

Både USA og Canada advarer unge mod at feste i voldsplagede mexicanske grænsebyer, hvor narkokrige udløser bølger af bestialske mord.

Se også: Top 5 over farer på drukferien

Titusinder af amerikanske studenter tager hvert år på "spring breaks" - en forårsferie - til eksotiske lokaliteter, hvor de slår sig løs og drikker igennem. Festlighederne udfolder sig igen i Mexico på trods af udbredt lokal narkorelateret vold og mord.

Forleden tog den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, ned for at forhandle en treårsplan for en fælles amerikansk-mexicanske bestræbelse for at bekæmpe organiseret kriminalitet i Mexico. Mødet var direkte udløst af, at tre amerikanere, der arbejdede på det amerikanske konsulat i Ciudad Juarez, for nylig blev skuddræbt, da de var på vej hjem fra en børnefødselsdag, men havde også baggrund i en lang række tilfælde af voldelig død fra Acapulco til Monterrey.

Unge trodser advarsler

Både USA og Canada har i år i deres rejsevejledninger advaret studerende mod at tage ned og feste i området omkring grænsen mellem USA og Mexico, men masser af studenter er alligevel taget afsted til de mexicanske strandbyer i deres "spring breaks".

"Vi var opmærksomme på volden, før vi tog hertil, men jeg føler mig tryg, nu jeg er her," siger 21-årige Keith, fra University of Colorado, til det australske rejsesite news.com.au. Han er taget til Cancun med en ven.

I Cancun rækker unge i badetøj ubekymrede ud efter plasticbægre med fadøl, når de ikke lige danser til de dunkende rytmer, der bæres ud over bølgerne både dag og nat.

Gang i turismen igen

I den mexicanske turistindustri vender man det blinde øje til tilfældene af grumsom død og hæfter sig ved, at der er gang i forretningen igen. Sidste år på samme tid var forretningen allerede gået i stå - dels på grund af den finansielle krise og dels på grund af udbruddene af den såkaldte "svineinfluenza" også kaldet H1N1, der begyndte i Mexico.

"Dette år er kommet rig godt fra start. Når der er gang i turismen, er der arbejde til alle," siger den mexicanske taxi-chauffør, José Rodriguez.

Antallet af udenlandske turister til Mexico faldt sidste år med 1,1 million i forhold til året før og indtægten fra turisme faldt med 2 milliarder dollars (ca. 11 milliarder kr.) i forhold til året før.

De titusinder af nordamerikanske unge, der hvert år tager på "spring break" fra sidst i februar til først i april, tiltrækkes fortsat af Mexicos varme klima, billige pakkerejser og en ikke særlig restriktiv ordenshåndhævelse, der gør det muligt at ryge en lejlighedsvis joint, og Cancun kan i år melde om 85 pct. belægning.

15.000 dræbte på fire år

I områderne ved stillehavskysten og Acapulco er ikke færre end 50 mennesker blevet dræbt i formodede narko-relaterede forbrydelser de seneste uger. Her kan man alligel melde om en 93 procent belægning. Blandt andet på grund af en kampagne på internettet, der viste at myndighederne gjorde alt for at beskytte turister.

Siden 2006 har den narko-relaterede vold anslået kostet 15.000 mennesker livet, dog fortrinsvist i interne opgør mellem rivaliserende bander, hvilket alligevel har fået amerikanere nord for grænsen til at spørge, om der er borgerkrig i Mexico.

"Jeg har ikke været bange, men mine venner Niki og Alex har været bange for røvere og for at de ville blive bortført," siger 21-årige Gina, biologistuderende fra University of Illinois.

"Men nu er de glade. Aften og nat går vi på bar eller tager ud til dansesteder og det er uden problemer," siger hun.

Se også: Mexico er en magisk cocktail