»Unge dræber deres hverdags-jeg i rusen«

Forældre og myndigheder fokuserer på problemer ved rusmidler, mens de unge bare vil have det sjovt. Generationskløften splitter, men en forsker vil bygge bro.

Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han vil give et indblik i de unges hverdag med rusmidler, og allerhelst vil Sébastien Tutenges, der forsker ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, skabe forståelse mellem forældre og deres børn.

Hvad oplever unge i rusen?

Når unge beruser sig, er deres mål ofte intense og spektakulære tilstande af rus. Det skal helst gå lidt vildt for sig. Der er i nattelivet en stor åbenhed overfor at eksperimentere og opleve ændrede bevidsthedstilstande. Det er for eksempel ganske udbredt med rollespil, hvor mænd går med løse håndled og kysser med deres mandlige venner. Jeg har også oplevet unge kvinder, der med vilje ifører sig grimt tøj og opfører sig ekstremt brovtende. Det ser jeg som et udtryk for, at man i nattelivet prøver nogle ting af, som man har svært ved at leve ud i hverdagen. Heteroseksuelle mænd kan for en stund opleve, hvordan det er at være kvinde eller bøsse. Og kvinder kan afprøve deres potentiale for grimhed. I nattelivet er der plads til individets mangfoldighed. Beruselse er en slags mord på det entydige og forudsigelige hverdagsselv. Det berusede selv er ikke bundet til én identitet, men kan skifte fra situation til situation. Vi kender det fra scorereplikken, hvor en fyr kan sige, at han er Anders Foghs nevø, og en pige kan spille med på den, selvom de begge ved, at det ikke passer.

Hvorfor søger unge ind i rusen?

Spørger man de unge selv, så lyder svaret ofte noget i retningen af, at de vil have »gang i den«, »gå amok« og »fyre den af«. De vil langt væk fra den daglige trummerum og ind i en provins af virkeligheden fyldt med eventyr og turbulens. I omtalen af rus er de unge i høj grad glædesfokuserede. De har det med at lukke øjnene for rusmidlernes negative konsekvenser. Derimod har forældre, journalister og forskere en tendens til at være problemfokuserede, når talen falder på unges brug af rusmidler. Der er en dyb generationskløft. På den ene side står de unge med deres insisteren på rusens eventyrligheder. På den anden side står forældregeneration med deres bekymringer og sygdomssnak. Mit arbejde er at bygge bro mellem de to perspektiver på rus. Med større gensidig forståelse bliver det muligt at føre en respektfuld dialog, og dét er helt afgørende, hvis man vil reducere skaderne i nattelivet.

Hvordan bruger de unge deres oplevelser fra rusen?

Mange af de oplevelser unge husker og fortæller videre efter en fest, relaterer sig til situationer, hvor normer og regler bliver overskredet. Jeg har været med til at indsamle et stort antal drukfortællinger fortalt af unge, og det er påfaldende, hvor meget fortællingerne ligner hinanden. Historierne handler om opkastning, tilskadekomster, strip og den slags. En eller anden form for grænseoverskridelse er omdrejningspunkt i historierne. Drukfortællingerne har samtidig et socialt aspekt, hvor det er vigtigt at have været med, så man også er en del af historien bagefter. Det får nogle til at gå lidt længere med udskejelserne for hermed at blive bemærket og fremstå som interessant. For noget af det værste, man kan være, er kedelig og anonym. Nogle bryster sig endda med, at de har prøvet stoffer og har været langt ude. Det kan man også se på rockmusikernes selvbiografier. En gang skulle de bare tage stoffer. Nu skal de også gerne have været på rehab. Man skal kunne vise, at man har været helt ude ved kanten. Ellers kan man hurtigt blive stemplet som kedelig.

Er drukfortællingerne andet end historier om druk?

Paradoksalt nok bekræfter grænseoverskridelser behovet for grænser, og nattelivets kaos bekræfter nødvendigheden af hverdagens orden. Vi kan jo ikke have at folk vælter rundt og kaster op i tide og utide. Dét er drukfortællingerne med til at minde os om. Det er også vigtigt at understrege, at grænseoverskridelser ikke udelukkende er af det onde. De udgør en vigtig drivkraft i samfundet. Hvis der ikke blev rykket ved grænserne, ville samfundet gå i stå. Selvfølgelig er visse typer af grænseoverskridelse helt og aldeles uacceptable. Men det er også vigtigt, at vi giver plads til de mere kreative og ufarlige former for grænseoverskridelse.