Unge dømt for overfald på eks-bokser

Fem måneders fængsel for uprovokeret grov og farlig vold på Strøget i København.

Efter en langvarig retssag fandt Københavns Byret tirsdag to unge mænd skyldige i et groft overfald på den tidligere verdensmester i boksning Johnny Bredahl. De to blev hver idømt fængsel i fem måneder for volden, som skete i december 2006 på Strøget i København.

- Det var alvorlig og uprovokeret gadevold, sagde retsformanden, dommer Marianne Madsen.

- Vi er absolut ikke enige med forsvarerne i, at vold begået på Strøget kan sammenlignes med vold begået på en restaurant, fortsatte hun.

De dømte er henholdsvis 19 og 21 år og har nægtet sig skyldige. Men retten fandt dem skyldige i at have skubbet til offeret, at have kastet en plastikflaske i hovedet på ham og i at have sparket og slået ham i hovedet.

Den 19-årige ankede på stedet til Østre Landsret med krav om frifindelse. Hans kammerat dukkede ikke op til retsmødet.

/ritzau/