Unge danskere ønsker flere rygestramninger

Et flertal af befolkningen - især de unge - ønsker flere afgifter på cigaretter og er enten tilfredse med rygeloven eller ønsket den strammet yderligere.Et generationsopgør, som naturligt vil udfase rygning, håber Kræftens Bekæmpelse.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den var voldsomt omdiskuteret, men i dag, knap to år efter rygelovens vedtagelse, er et flertal af danskerne fuldt ud tilfredse med rygeloven. En fjerdedel af os ønsker den endda yderligere strammet, så f.eks. al indendørsrygning forbydes - præcis ligesom regeringens Forebyggelseskommission har luftet tanker om for nylig. Det viser en Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende. 44 pct. finder den passende.

De unge fører an i ønsket om stramning, mens de ældre og især Dansk Folkepartis vælgere stritter imod. Det gælder også på prisen. Mens høje afgifter er blevet indført på cigaretter i andre EU-lande, har Danmark nogle af Vesteuropas billigste cigaretter i dag. I de øvrige lande har man set markante fald i antallet af rygere, efterhånden som prisen er gået op. 54 pct. af danskerne mener, at det samme bør ske herhjemme. Igen er det de unge, der med 63 pct's tilslutning til prisstigninger fører an, mens der blandt Dansk Folkepartis vælgere kun er 41 pct., der mener, at prisen bør hæves. Faktisk er Dansk Folkepartis vælgere det eneste segment, hvor en nævneværdig gruppe, 17 pct., går ind for billigere cigaretter.
Trods sin status som aldrig-ryger, er DFs formand, Pia Kjærsgaard, på linje med sine vælgere:

»Heksejagten må standse nu. Jeg tror, at den rygelov, vi har i øjeblikket, er præcis stram nok. For nogle mennesker er røgen bare en fornøjelse i livet, som de ikke vil give slip på, uanset hvad. Så skal samfundet ikke komme og fortælle dem, hvad der er godt for dem. Det vil bare vække en arg modstand mod os politikere,« siger Pia Kjærsgaard, der også kalder afgiftsstigninger et meget »drastisk indgreb«, f.eks. over for efterlønnere, førtidspensionister og arbejdsløse.

»Lad os nu lade de mennesker være. Dér, hvor jeg håber, vi kan sætte ind med oplysning og debat, det er blandt de unge. Hvis bare vi kan få dem til at holde op med at begynde. Derfor er det meget fint at høre, at det er de unge, der er mest imod rygning,« siger hun.

Prisstigninger på røg virker
Generationsopgøret mellem de unge, der ikke tolererer røg, og de ældre, der voksede op med cigaretfade til familiefester og konfirmationer, er noget, som Kræftens Bekæmpelse venter sig meget af:

»Målingen her bekræfter blot andre undersøgelser, som viser, at befolkningen bakker op om øgede priser på cigaretter. Der er et stort råderum for politikerne, ikke mindst blandt de unge. Jeg tror, der er en generation på vej, som tager det for givet, at de kan færdes uden at udsættes for passiv rygning, mens den ældre generation stadig husker, da man måtte ryge alle vegne. Det tyder på, at rygning før eller siden vil blive udfaset,« siger projektchef i organisationen, Niels Them Kjær.

Omvendt erkender han, at der stadig er en stor gruppe i samfundet og blandt politikerne, som ikke ønsker at stramme rygeloven yderligere. Hidtil er der kun ensidig opbakning hos SF.

»Der har vi en stor kommunikationsudfordring over for befolkningen. Vi må gøre klart, at det her altså ikke er, fordi vi er på jagt efter rygerne, men fordi det er kræft- og sygdomsfremkaldende. Vi ser også, at rygning og de deraf følgende sygdomme bliver stadig mere socialt skævt. Men nogle grupper aldrig møder røg i hverdagen, er der andre, der lever i miljøer, hvor rygning er helt normalt. Vores udfordring fremover bliver at nå den restgruppe,« siger Niels Them Kjær.

Undersøgelser både herhjemme og i udlandet har vist, at strikse rygelove næsten øjeblikkeligt kan påvises i statistikken for blodpropper. Mærkbare prisstigninger på cigaretter betyder desuden et fald i antallet af rygere - i hvert fald hvis prisforhøjelse er stor nok. Man regner med, at en prisstigning på ti pct. giver et fald i antallet af rygere på tre-fire procentpoint. Med andre ord kunne man opnå fem års rygeafvænning i ét hug, hvis man hævede prisen med ti kroner, vurderer Niels Them Kjær.