Unge besætter hus i København

Lørdag aften lykkedes det igen en gruppe unge at trænge ind i et tomt hus i Griffenfeldsgade på Nørrebro. Politiet forsøger at få dem ud.

Et tomt hus i Griffenfeldsgade på Nørrebro fik lørdag aften uventede gæster. Fire-fem unge trængte ind i huset og erklærede det besat i kampen for at få et nyt ungdomshus. Københavns Politi oplyser til Ritzau, at en gruppe betjente befinder sig på stedet og forsøger at få de unge ud.

Foruden den mindre gruppe inde i huset har 20-25 unge taget opstilling på gaden foran huset.

Det er niende gang, at huset i Griffenfeldsgade bliver besat af unge med tilknytning til det tidligere Ungdomshuset på Jagtvej. Huset i Griffenfeldsgade tilhører den kristne menighed Faderhuset, som også ejede det nu nedrevne ungdomshus.

/ritzau/