Krigen mellem Israel og Hamas vækker dybe følelser. 

Det resulterede i går i en ophedet situation på Syddansk Universitet i Odense, langt fra Mellemøsten og den fysiske krig. 

I sympati med terrorofrene i Israel ville Laura Guldager, der er politisk næstformand i Dansk Folkepartis Ungdom, hænge israelske flag op.

De hvide og blå farver skulle pryde den opslagstavle, der tilhører Konservative Studerende, og som hænger ud til en stor gang på universitetet.

Der gik dog ikke lang tid, før flagene var pillet ned og blevet erstattet med palæstinensiske flag, fortæller Laura Guldager til Berlingske.

Senere samme dag printede hun og andre fra foreningen nye flag og gik mod opslagstavlen, hvor flagene skulle op at hænge. Da de ankom, stod der ifølge ungdomspolitikeren en gruppe på 15 Palæstina-sympatisører og ventede. 

»De begynder at råbe af os og bliver mere og mere aggressive, mens vi hænger de her A4-ark med israelske flag op. Hver gang jeg hænger et flag op, hiver en af personerne det ned,« siger Laura Guldager.

»Jeg oplever, at det bliver ret voldsomt. Johan (ham der filmer, red.) kan også mærke, at det bliver ubehageligt, så han begynder at filme,« tilføjer hun.

Videoen kan du se i toppen af denne artikel.

Billederne viser, at der særligt er én person – en mand – der er nærgående. Laura Guldager fortæller, at hun er usikker på, hvad han vil, og derfor skubber hun ham væk. 

»Så siger han, at han vil melde mig for vold. Jeg vælger at gå fra situationen, men nogle af dem følger efter mig,« siger hun.

Ville sætte fokus på ofre

Flagene var allerede blevet pillet ned én gang, så I vidste, at det kunne skabe utilfredshed at hænge dem op igen. Hvorfor er det så vigtigt?

»Vi så det ikke som et stort problem. Politikere og meningsdannere har taget stærk afstand til den terror, der har været i Israel, så vi så det ikke som konfliktoptrappende,« siger Laura Guldager.

»I vores opfattelse er der konsensus om, at man tager afstand fra terror. Vi ville gerne sætte fokus på, at det, der er sket, er forfærdeligt,« tilføjer ungdomspolitikeren.

Så det var ikke med vilje, at I ville skabe en konflikt?

»Det var slet ikke planlagt. Vi ville bare hænge flagene op og gå. Jeg lægger først mærke til, at Johan filmer, lige før jeg vælger at gå. Han siger, at han frygtede, hvad det ville udvikle sig til.«

Hvis det ikke er en situation, I vil udnytte, hvorfor har I så delt filmen med offentligheden?

»Vi var så rystede over, at det skete på et universitet. Havde det været en aften i byen, hvor man skændtes over noget politisk, havde jeg ikke tænkt over det. Det skete på en uddannelsesinstitution, der slår sig op på ytringsfrihed. Det chokerede os,« siger Laura Guldager.

Undersøger sagen nærmere

Berlingske er ikke bekendt med identiteten på de personer – ud over Laura Guldager – der optræder på videoen.

Det er rektor på Syddansk Universitet, Jens Ringsmose, heller ikke, skriver Ekstra Bladet, der også har omtalt videoen. 

Universitetet er ved at undersøge sagen nærmere og varsler tiltag mod personen, der hev de israelske flag ned fra opslagstavlen. 

Hvis vedkommende er studerende på SDU, vil det resultere i en »disciplinær aktion«, fortæller rektor ifølge Ekstra Bladet. Kommer vedkommende udefra, vil man formene personen adgang til campus.

»SDU skal være et trygt sted, hvor man skal kunne tåle at blive mødt af ytringer, som man synes nogle gange er usmagelige. Ellers skal man ikke være på universitetet. Vi vil ikke have den type intimiderende adfærd på vores campus, uanset hvem det er,« siger Jens Ringsmose til Ekstra Bladet.