Ungdomsoprøret vi ikke ser

Vi håber, ungdommen vil gøre oprør. Det skal den jo. Og oprøret er i fuld gang, vi ved det bare ikke, mener forsker. Det er fattigt og en romantisering, at tale om ungdomsoprør, siger en gruppe unge.

Ungdomshuset på Jagtvej 69 var et symbol på ungdommens oprør mod autoriteter. I dag ligger her en byhave, hvor aktivister har et udadtil langt mere anonymt fællesskab. Fold sammen
Læs mere

Berlingske banker på i det hermetisk lukkede ungdomshus på Dortheavej i Nordvest. En ung pige stikker hovedet ud af et vindue på anden sal. Berlingske vil gerne tale med de unge om ungdomsoprør. »Ungdomsoprør?«, gentager hun og ligner én, der skal tænke over betydningen. »Kan du ikke komme igen på torsdag?«

Hun lukker vinduet og åbner ikke døren.

Anledningen til Berlingskes besøg i det kommunalt støttede ungdomshus er, at 150 forskere og eksperter tirsdag var samlet til en konference med titlen »Marginalisering og ungdomsoprør« arrangeret af Center for Ungdomsforskning. Hvilke unge gør oprør? Hvor befinder de sig? Hvad er deres oprør rettet imod? Pulsen på de unges oprørstrang skulle måles og var man fintfølende, kunne man på Axelborg, hvor konferencen blev holdt, næsten mærke en skuffelse.

For vi voksne forventer, at de unge gør oprør, og når man ikke kan se eller mærke, de unge slå sig i tøjret, må der være noget galt. Vi forventer, de skal tage en god uddannelse. Få gode job. Gode kærester. De skal være målrettede, sunde, fornuftige og være gode mod dyr.

Og, hånden på hjertet, vi håber også i vores stille sind, at de vil gøre oprør. Ikke så det roder og larmer, men vise, at de kan tænke selv og få nye idéer, som en »rigtig« ungdomsgeneration nu gør. Ligesom i 1960erne.

Godt nok har vi haft »No future« i 1980erne og »Nå-generation«. Og vi har både højreradikale unge og autonome, der ikke vil tilpasse sig, og en underskov af mindre grupper unge, der vender samfundet ryggen for at kaste sig over alt fra økologi til bander. Og der er en stor gruppe politisk engagerede unge »men«, som det sigende hed i programmet til konferencen, »Selv om vi her ser konturerne af noget, der kunne være et ungdomsoprør, er det ikke lige det ungdomsoprør, vi havde håbet på«.

Oprørere med et nyt ansigt

»Håbet på«. Berlingske tog formuleringen med ud i den ungdom, der er blevet stemplet som både mig-, curling- og realitygeneration.

Væk fra Dortheavej og ud til tomten på Jagtvej 69, hvor det berygtede Ungdomshus lå, indtil politiet ryddede det i marts 2007. Her støder Berlingske på en gruppe unge, der mødes på stedet hver tirsdag kl. 18 for at arbejde for og med den byhave, der er ved at opstå på en skønsom oprørsblanding af protest mod byggeboom og for få grønne områder, hyldest til »Ungeren« og krav om mere selvbestemmelse.

Her er rosmarin, purløg, blomster og buske og nogle bænke. På en finérplade er der skrevet: »I Byhave 69 står frirummets aktivister solidarisk med enhver udsat for verbal fysisk vold på basis af vedkommendes fødested, etnicitet, kønsidentitet, seksuel orientering, krop, alder, evne«.

Pia på 28 år, Aske på 21, en pige på 16 og en på 21 vil gerne tale om ungdomsoprør og understreger, at alle er velkomne hver tirsdag.

Pigen på 21 læser fysik. Hun ryster på hovedet:

»Der er blevet lidt en farce, at det forventes, at du skal lave et eller andet, som er oprørsk. Det er en romantisering og en fattig betegnelse. Frem for at det handler om substans. Det bliver nærmest latterliggjort ved at bruge ordet ungdomsoprør. Som om det kun er et oprør mod forældrene. Vi får hele tiden at vide, at når du er 18, så er du voksen. Men vi er ikke en skid voksne. På mange måder er de voksne heller ikke voksne.«

Alle rundt om bordet er enige om, at kernen i den vifte af sager og idéer, de kæmper for, er, at der ikke skal være noget hierarki mellem folk.

De vil ikke kendes ved det besværlige

På konferencen tirsdag talte lektor i politologi ved Aalborg Universitet Johannes Andersen om, at når 68ernes oprør bliver målestok for ungdommens ditto i dag, så er det en slags skueproces, hvor ressourcestærke unges venden samfundet ryggen gennem musik, økologi eller retro udleves som livsstil.

Men de unges virkelige oprør er i fuld gang et helt andet sted, end vi regner med, mener Johannes Andersen:

»Vi har rykket flere og flere unge ud af virkeligheden. Vi har placeret dem i sammenhænge, hvor de ikke behøver at forholde sig til virkeligheden. De tror, at de kan vælge, hvad de vil i livet. Og det betyder, at de mister fornemmelsen for en virkelighed, der hedder besvær og nødvendigheden af at øve sig og, at der er noget, der er kedeligt og noget, der tager lang tid.«

Johannes Andersen bruger vendingen, at de unge har mistet fornemmelsen for det selvfølgelige. Accepten af, at livet selvfølgelig er besværligt.

»Kernen i de unges oprør i dag er, at når de unge møder virkeligheden, så protesterer de. Det er ikke en bevægelse med et politisk mål. Det er et oprør over den utilpassethed de føler, fordi tilværelsen viser sig at være mere besværlig, end de havde regnet med, og som de havde lært om.«

Johannes Andersen mener, ungdomsoprøret i sin mest ekstreme form giver sig udtryk i uniformering blandt flere grupper unge med totalitære elementer i rockerklubber og bander. Grupper med klare rollefordelinger og hierarkier.

»Det er i virkeligheden det, der er deres oprør, og vi havde ikke ventet, det skulle komme på den måde. Men det er svært at lave oprør i et samfund, som ikke yder modstand. Vi yder pædagogisk hjælp eller omsorg, så de unge kan komme videre,« siger Johannes Andersen..

I solen sammen med de andre på Jagtvej 69 kan 28-årige Pia Boel godt føle sig gammel, indrømmer hun.

»Jeg er da bange for at blive betragtet som én, der løber rundt og skal lege ung, så jeg kan godt mærke et pres fra familien og fra samfundet. Alt skal gå efter en manual. Det er sikkert også derfor, man kalder det et ungdomsoprør, fordi vi bliver opdraget til, at når du er voksen, så er du færdig med at lave oprør, ellers er der noget galt med dig. Derfor bliver det oprør aldrig rigtig til noget, tror jeg.«

Den 21-årige fysikstuderende nikker ud mod Byhaven 69. Stedet, hvor et af de sidste store 68-inspirerede slag mellem unge og samfundet fandt sted.»Det her er udtryk for, at vi prøver at tage den fra bunden af og prøver at ramme folk i stedet for at ramme bestemte institutioner og målgrupper.«

Det er jo ikke jeres sted?

De er alle lodret uenige.

»Vi har ikke besat grunden. Vi har taget den tilbage, og vi vil kæmpe for den.«