Ungdommens Folkemøde: Hvad kæmper de for, hvis de da kæmper?

Den spirende ungdom kigger mere indad end tidligere. Det er en ensom og liberal generation, der ikke gør oprør mod sine forældre, men som til gengæld lever i mere privilegerede rammer end 68’erne. Berlingske var med til Ungdommens Folkemøde.

Før jeg dør, vil jeg.... Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Det største jubelbrøl tilfaldt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han trådte ind for at holde sin åbningstale ved Ungdommens Folkemøde, der åbnede torsdag i Søndermarken i København.

Den plads, han kiggede ud over, blev for mange år siden også anvendt til at fejre, at kvinder havde fået stemmeret. I dag var det eneste protestbanner, som statsministeren muligvis så, et om et mere »demokratisk pengesystestem«. Ingen faner eller protestsange. Kun jubelbrøl mod autoriteten fra ungdommen og et varsel om regn for oven.

Jeg er selv er en del af generationen, der er troppet op på Søndermarken i København. 25 somre har jeg levet, født i året, hvor nationen splittedes over Maastricht-aftalen, og kort efter samledes over de danske gulddrenge, der vendte hjem fra Sverige som europamestre i fodbold.

Og hvem er min generation så? Født i et politisk skæbneår, og siden har vi aldrig været i nærheden af BZ’erenes og 68’ernes trang til fysisk at manifestere os. Denne generation holder demokratisk, alkoholfri politisk fest på to hverdage, hvor mange er mødt op, fordi det er skemalagt i undervisningen, hvor et af hovedpunkterne er at tale med folk, man er uenige med og i. Men hvad kæmper de for? Hvad vil de?

Ifølge Maria Bruselius-Jensen, der er lektor ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, er de måske lidt splittede.

»På den ene side kan man sige, at de unge i dag er super privilegerede, har utrolig mange muligheder og er rigere end 68’ernes unge. Men samtidig er de pressede af samtidens krav og forventninger og mange har en slags hvor-skal-jeg-gå-hen-tomhed,« siger hun.

Hvor unge tidligere samlet kunne demonstrere mod atomkraft, er de unge i dag mere engagerede i det hverdagsnære. Dét individet selv kan ændre.

Ungdommens Folkemøde 2017 i Søndermarken i København. Her inviteret med til dans. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Hvis man sammenligner den nuværende generation med 68’erne eller BZ’erne, kan det umiddelbart fremstå som om, de slet ikke er samfundsaktive. Men det er ikke vores opfattelse. Det, der kendetegner dem, er, at de er meget engagerede i verden omkring dem. Vi ved, at unge i dag læser flere nyheder, og de er mere bekymrede for, hvordan verden udvikler sig, og de vil gerne gøre en forskel. Men hvis hver enkelt siger: »Jeg spiser vegetarisk for at gøre verden bedre,« kan det jo være svært at se i det offentlige rum - særligt, hvis man kigger efter en demonstration,« siger hun.

Oppe på den scene, hvor Lars Løkke fik hæder for sin blotte tilstedeværelse, talte en af bagmændene af festivalen også. Olav Hesseldahl, som er medstifter af Ungdomsbureauet, der arrangerer begivenhederne. Grundtanken bag Ungdommens Folkemøde er bl.a. at få de unge til at gå op i samfundet og demokratiet: »Gennem deltagelse, samtale og fællesskab skal unge sammen udforske demokratisk deltagelse og medborgerskab,« som der står på deres hjemmeside.

Olav Hesseldahl mener, de unge skal gøre oprør, turde være uenige, være ligeglade med, hvad andre synes om dem, men ikke være ligeglade med omverden. Der er ingen, der er født demokrater, som hans slagord lyder, men det er noget, vi skal lære. Det er vigtigt, og meget af det som festivalen handler om.

»De unges demokratiforståelse er rigtig god. Men angående demokratisk selvtillid er den danske ungdom dårlig stillet. Det er et meget godt bevis på, at vi har glemt at demokratisere den danske ungdom. De er ikke udemokratiske, de mener bare ikke, det er særlig vigtigt, og ved ikke, hvordan man bærer sig ad,« siger han og henviser til en undersøgelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd, der siger, at danske unge er verdensmestre i demokrati. Alligevel tvivler de på, hvordan man indgår i den politiske proces. Det er en af de ting, Olav Hesseldahl gerne så ændret.

Sex-jeopardy hos Sex og Samfund for de mindste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Og hvis denne betrådte plet på folkemødet skulle være cremen af dansk ungdom, ser den netop nu ud som følger: Sangeren Gulddrengen blæser ud af højtalerne, mens nogle crossfittere kaster rundt med hinanden og en folkeskoledreng får malet en sommerfugl i ansigtet til »politisk ansigtsmaling«.

Men spørger man så de unge på festivallen, hvad de kæmper for svarer de således: Én melder mere fokus på udkantsdanmark, der sker for lidt. Et par stykker vil sætte fokus på lige rettigheder for alle, mens andre vil have fokus på at tale med folk af andre holdninger. Derudover siger de unge, at de vil kæmpe for uddannelseskvalitet, oplysning for alle og en enkelt vil helt konkret sænke topskatten. Størstedelen af dem jeg snakker med, har ingen særlige ting, de synes, skal fokuseres på eller ændres. Ingen melder om atomtrussel, Syrienskrig, flygtningekrise eller klimakrise. New order.

 

Det er ikke fordi, der ikke er nok at se til. I alt 100 forskellige organisationer er samlet, samtlige ungdomspartier er stort set troppet op sammen med NGO’er og propfyldt med unge mennesker. De store emner i programmet udfoldes nogenlunde således i løbet af de næste to dage: Klima og bæredygtighed, uddannelse, ensomhed og kønsdebat. Og her finder vi nok svaret på, hvad de unge kæmper for. Det mener Silas Harrebye, der er lektor på Roskilde Universitet og underviser i samfundsvidenskab og erhverv med forskningsområder som forandringsprocesser og sociale bevægelser.

»Her er i højere grad tale om identitetspolitiske kampe. Det er ikke klassiske rettighedskampe, som kønskampen tidligere har været det, men er i højere grad identitetsorienteret i dag. Det er to eksempler på, at de unge i højere grad kan hidse sig op over identitetskampe, snarere end storpolitik,« siger han. Han peger også på, at danske unge er mere privilegerede end tidligere, og det kan være en af årsagerne til, at de i langt mindre grad ses demonstrere og reagere som tidligere.

»Noget af det, der kan tænde folk er følelsen af uretfærdighed. Det oplever vi i mindre grad i Danmark. Vi lever relativt gode liv i et forholdsvis velfungerende system,« siger han.

I 1968 blokerede og demonstrerede unge universitetsstuderende universiteterne for bl.a. at få mere medbestemmelse. En Gallup-undersøgelse fra samme år viste, at de fleste danskere mente, at de studerende havde båret sig forkert ad. Da fremdriftsreformen eller uddannelsesloftet trådte i kraft, demonstrerede nutidens unge, men slet ikke i samme fysiske og demonstrative grad som tidligere. Det giver Olav Hesseldahl, mig delvist ret i. De unges opstandelse er ikke lige så synlig, som den har været, men den er der tildels.

»Der er rigtig meget og mange emner, de unge kan blande sig i. Det kan ende med en form for apati, hvor de tænker »hvor fanden skal jeg starte«. Men jeg vil ikke fratage de unge ansvaret. Der skal et slags oprør til, hvis de vil ændre noget. Men vedrørende de to sager om uddannelse, har der været omfangsrige forsøg på at præge uddannelsesfronten gennem bl.a. Uddannelsesalliancen,« siger han.

Uddannelsesalliancen er en sammenslutning af interesseorganisationer, der jævnligt arrangerer demonstrationer mod bl.a. nedskæringer på uddannelser og SU. Også denne torsdag hvor de klokken 16. spiller klodsmajor på Kultorvet om uddannelseskvalitet: »Hver klods er en vigtig brik i dit uddannelsesforløb - hvor mange kan du fjerne før det hele ramler?« som de skriver.

Maria Bruselius-Jensen er bl.a. medforfatter på bogen »Unges fællesskaber«. Bogen viser bl.a., at unge, som et led i deres overgangsritualer, i mindre grad end tidligere gør oprør mod deres forældre.

»Det gammeldags ungdomsoprør, hvor man tog afstand fra forældrenes livsstil og skabte en ny vej, det ser vi ikke i de unges fortællinger. Tværtimod tager unge voksne og forældre til koncerter og på rejser med hinanden. De er rigtigt gode venner,« siger hun. Hun er ikke sikker på, hvorfor det er sådan, men en af grundene, kan være, at ungdommen i dag ikke er spået til at klare sig bedre end deres forældre. Hverken målt på velstand eller uddannelsesniveau.

»De unges forandringsvisioner må derfor komme fra et andet sted, end som modstand mod forældrenes livsform og idealer,« siger hun. På vej hjem og mod udgangen ved middagstid er folk stimlet sammen ved crosfitterne, hvor de er begyndt at danse gangnam-style til Shakiras Waka Waka (This time for Africa).