Ung mand anholdt for skyderi i Taastrupgaard

I går blev en 19-årig mand anholdt skyderierne i Taastrup, hvor der blev affyret 75 skud.

Politiet har anholdt en ung mand for skyderierne i Taa­strupgård, hvor 75 skud blev affyret. Københavns Vestegns Politi anholdte i går den 19-årige i hans hjem i Brøndbyområdet uden dramatik. Han vil ifølge efterforskningsleder og politiinspektør Bent Isager-Nielsen blive sigtet for drabsforsøg og fremstilles i grundlovsforhør i dag.

»Der kan ventes flere anholdelser i den kommende tid,« siger Bent Isager-Nielsen i en pressemeddelse.

Derfor ønsker han heller ikke at komme med yderligere oplysninger i sagen.

Ved skyderierne tirsdag aften i sidste uge var det ifølge Bent Isager-Nielsen et mirakel, at ingen beboere i den boligblok der blev skudt på, blev ramt. Dog blev en kvinde såret i hånden af glassplinter, da hendes vindue blev ramt.

Udover boligblokken blev også fem biler ramt af skud. Tekniske undersøgelser har indtil videre vist, at der blev affyret skud fra mindst tre forskellige våben.

Flere personer, som Berlingske Tidende talte med dagen efter skyderiet, fortalte, at de troede, de hørte fyrværkeri, inden det gik op for dem, at det var skud. Gerningsmændene ankom i flere biler til parkeringspladsen, og begyndte at skyde omkring kl. 20.50. Flere beboere så fra deres altaner gerningsmændene skyde løs, mens mennesker løb for livet, hvorefter gerningsmændene kørte væk igen.

På et pressemøde i onsdags, sagde Bent Isager-Nielsen, at det ikke var beboerne i lejlighederne, der blev skudt på. Efter alt at dømme, var der tale om et internt bandeopgør.

»Det er helt tilfældigt, at det skete i Taastrupgård. Der er ikke skudt efter beboerne. Der er tale om skud mellem to grupperinger,« sagde Bent Isager-Nielsen i sidste uge.