Ung kvinde blev fundet dræbt i lejlighed i Randers

Østjyllands Politi har anholdt mand på 31 år og sigtet ham for drab. Kvinden og manden kendte hinanden.

Randers. En kvinde på 25 år er blevet dræbt i lejlighed i Randers. Politiet har mandag anholdt og sigtet en 31-årig mand i sagen.

Kvinden blev fundet død i en lejlighed på Mariagervej. Hvordan hun blev dræbt, har Østjyllands Politi mandag aften besluttet ikke at frigive oplysninger om.

I første omgang oplyste Østjyllands Politi, at man undersøgte et mistænkeligt dødsfald og derfor var til stede ved lejligheden og havde afspærret et fortov. Politiet fik meldingen ved 14-tiden.

Da de første betjente nåede frem, forsøgte manden at flygte ud ad bagdøren, oplyser politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Den 31-årige vil blive fremstillet for en dommer i Retten i Randers tirsdag. Her vil en anklager bede om varetægtsfængsling.

Hvad han siger til sigtelsen, ønsker politiet mandag aften ikke at røbe. Han og kvinden kendte hinanden godt, oplyses det.

Betjente undersøger mandag aften både selve lejligheden og "flere steder, der er relateret til episoden", fremgår det af en pressemeddelelse.

Hvilke og hvor mange steder, der er tale om, fremgår ikke.

/ritzau/