Ung kvinde beskudt af maskerede mænd

To maskerede mænd affyrede sent mandag aften skud mod en ung kvinde ved Slagelse Hospital.

En 23-årig kvinde blev sent mandag aften beskudt, da hun kom kørende i sin bil ved hospitalet i Slagelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Øgendal

En 23-årig kvinde slap med nød og næppe med livet i behold, da hun sent mandag aften blev beskudt af to maskerede mænd på en parkeringsplads ved hospitalet i Slagelse.

»Kvinden har været i livsfare, men er heldigvis sluppet uden fysisk skader.«

Det siger efterforskningsleder Steen von Würden Petersen fra Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi til B.T.

Skyderiet fandt sted omkring 22.30-tiden mandag aften, og kort efter var der et massivt politiopbud på stedet.

Kvinden befandt sig i sin bil, da de to mænd pludselig trådte frem fra en busk og skød mod hendes bil flere gange.

Politiet vil endnu ikke oplyse hvor mange skud, der blev affyret, ligesom man af hensyn til efterforskningen også er tilbageholdende med at offentliggøre andre tekniske detaljer fra skyderiet.

Det er endnu uklart, hvad motivet til skyderiet var.

Kvinden er ikke umiddelbart kendt af politiet i forvejen, så i følge politiet er der ikke noget, der tyder på, at skyderiet er banderelateret.

»Vi har ikke på nuværende tidspunkt belæg for at sige, at det er banderelateret. Det siger sig selv, at det er usædvanligt, at der pludselig træder to mænd frem foran én og åbner ild, og det er også ret usædvanligt, at det er en kvinde, der er målet,« siger efterforskningslederen og fortsætter:

»Det er for tidligt at sige, hvorvidt det er hende, der var målet, eller om hun er blevet forvekslet med en anden. Det er noget af det, vores efterforskning skal klarlægge.«

Kvinden slap som sagt uskadt fra episoden, men der er skader på hendes bil.