Ung knallertkører er hårdt kvæstet efter kollision med bil

En 30-årig mand blev onsdag aften bragt til hospitalet i Randers med svære kvæstelser efter en trafikulykke.

En 30-årig mand blev onsdag aften bragt til Regionshospitalet i Randers med svære kvæstelser, efter at han på sin knallert kørte sammen med en bil på Mariagervej.

Den 30-årige mand er dog uden for livsfare, oplyser Østjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 19.06.

- Det er en knallert, der kommer kørende ad cykelstien, og en bilist, der skulle ud fra en udkørsel, og så rammer knallerten og bilen hinanden, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Jens Rønberg.

- Hvem, der kører ind i hvem, er stadig lidt usikkert, da vi ikke har haft mulighed for at afhøre knallertkøreren. Han er kommet slemt til skade, men er umiddelbart uden for livsfare, tilføjer vagtchefen.

Ifølge Østjyllands Politi er føreren af bilen uskadt efter sammenstødet.

- Men han er selvfølgelig chokeret, siger Jens Rønberg.

Østjyllands Politi har ingen mistanke om, at nogen af de involverede i ulykken var alkoholpåvirket.

/ritzau/