Ung dansker nægter kendskab til superpirat

Den 21-årige dansker, der er tiltalt i danmarkshistoriens største hackersag vil ikke svare på, hvorvidt han kender superhackeren Gottfrid Warg, som også er tiltalt i sagen. Danskeren erkender samtidig, at han har deltaget i omstridt chatkorrespondance.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En moden ung mand med en unik viden inden for it-sikkerhedssystemer.

Sådan beskrives den 21-årige dansker, der er tiltalt i sagen om hackerangrebet mod CSC. Det fremgår af en anbefaling fra mandens tidligere arbejdsgiver, revisionshuset PwC, som der læses op i Retten på Frederiksberg, hvor sagen er for retten på fjerde dag.

Fredag nægtede den 21-årige dansker at udtale sig, fordi der var fremkommet et nyt bilag i sagen, som han sammen med sin forsvarer skulle forholde sig til. Men i dag udtaler den 21-årige dansker sig for første gang i hvad der kaldes for danmarkshistoriens største hackersag.

Trods sin unge alder fremgår det, at han har indgående kendskab til it-sikkerhed og har arbejdet med at sikkerhedsteste hjemmesider for danske, australske og amerikanske virksomheder i årene frem mod, at han blev varetægtsfængslet i efteråret 2013. Herunder har han tre måneder arbejdet for Commonwealth Bank of Australia.

Den unge dansker er sammen med den kendte svenske superhacker Gottfrid Warg tiltalt for gennem mere end fire måneder i 2012 at have hacket sig ind i systemerne hos den statslige it-leverandør CSC, hvor de ifølge anklageskriftet har stjålet bl.a. tusinder af CPR-numre og informationer fra Schengens register for efterlyste personer.

Gottfrid Warg og den 21-årige dansker opholdt sig i Cambodja på samme tidspunkt i starten af marts 2012. Under sit ophold i Cambodja boede den unge dansker sammen med en svensk ven, som Gottfrid Warg tidligere har forklaret, at han også kender. Anklageren prøver i retten dermed at kæde den 21-årige dansker sammen med superpiraten, men danskeren vil ikke svare på, hvorvidt han kender Warg.

"Jeg har ikke lyst til at udtale mig om andre. For to dage side blev en overfaldet, der hvor jeg sidder i fængsel. Det har jeg ikke lyst til," lyder det fra hans plads på anklagebænken.

Begge tiltalte nægter sig skyldige. De risikerer op til seks års fængsel.