Undskyldnings-klan vil skabe muslimsk adel

Den saudiske Yamani-familie, der vil tvinge den danske dagspresse til at undskylde for Muhammed-tegningerne, er den centrale aktør i bestræbelserne på at organisere profetens efterkommere. Familien ser profet-efterkommere som en særlig muslimsk adel.

Det er Saudi-Arabiens tidligere olieminister Ahmed Al-Yamani, som har finansieret den organisation, der har etableret sig som paraplyorganisation for en række foreninger af profetefterkommere. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den velhavende, saudiske Yamani-familie, der har indgået forlig med dagbladet Politiken i Muhammed-sagen, optræder ikke kun som sagførere for angiveligt knap 95.000 efterkommere af profeten Muhammed. Yamani-klanen med overhovedet, Saudi-Arabiens tidligere olieminister Ahmed Zaki Al-Yamani, i spidsen har således siden 2008 spillet en helt central rolle i selve organiseringen af profetens efterkommere. Det er nemlig den 79-årige Ahmed Al-Yamani, der har finansieret den organisation, Ilaf Ahl Al-Bait i Cairo, som siden forrige år har etableret sig som paraplyorganisation for en række nationale foreninger af profetefterkommere i Mellemøsten, Europa og andre verdensdele. Samtidig er det hans 34-årige søn, Faisal Yamani, der som advokat står i spidsen for profetefterkommernes bestræbelser på at tvinge medier i Danmark til at undskylde for at have bragt Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Yamani-familien mener, at tegningerne har krænket profetens efterkommere. Derfor truer de i øjeblikket 15 danske aviser med retssager, ligesom de fremfører, at de danske avisers optræden skader danske virksomheders kommercielle interesser i den arabiske verden. Blåt blod Ifølge Rasmus Boserup, direktør ved det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, har slægtskabet med profeten hidtil fortrinsvis spillet en rolle i muslimske kongedømmer som Marokko, Jordan og Saudi-Arabien. »I disse lande hævder kongefamilierne, at de nedstammer i direkte linje fra profeten Muhammed, og i Marokko offentliggør de en gang om året meget omfattende dokumenter derom,« siger Boserup, der tilføjer: »Den gængse tænkning i den muslimske verden er, at alle er lige for profeten. Men dem, der kalder sig profetens efterkommere, ser verden på en anden måde. De betragter sig som den muslimske verdens blå blod, og de finder social og politisk legitimitet i at kunne fremføre, at de nedstammer fra profeten,« siger Boserup. Udover at organisere profetens efterkommere er Yamani-klanen engageret i et væld af forretningsmæssige, kulturelle og sociale aktiviteter i Saudi-Arabien og Storbritannien. Ifølge websitet arabianbusiness.com er Ahmed Yamani god for omkring 2,5 mia. kr. og indtager pladsen som nr. 44 blandt de mest velhavende saudiarabere. Den gamle Yamani var 1962-1986 olieminister i Saudi-Arabien. Han var involveret i et højdramatisk gidseldrama i Wien i 1975, da terroristen Carlos tog en række OPEC-ministre som gidsler. I øvrigt er det ikke første gang familien, at Yamani er misfornøjet med Danmark. Således nægtede Yamani senior i foråret 1974 at øge olieleverancer til Danmark på samme måde, som Saudi-Arabien gjorde det til en række andre vestlige lande. Danmarks regering var »uvenlig« og pro-israelsk, mente Yamani. Det lykkedes i går ikke Berlingske Tidende at få en kommentar fra advokat Faisal Yamani om familiens bevæggrunde til at involvere sig i organiseringen af profetens efterkommere.