»Undskyld, hvad fanden har du gang i?«

Danskerne blander sig alt for lidt i hinandens liv, mener den radikale socialminister og tidligere gadearbejder, Manu Sareen (R). Det handler i sidste ende om tryghed.

»Vi har en lovramme, der siger, at det er ulovligt at lave overgreb på folk. Sådan skal det være, og det er de fleste enige i. Men vi kan ikke lovgive os ud af, at der står en tosse med en åndsvag holdning og pisser på en hjemløs. Det må han selvfølgelig ikke, men der skal vi jo ikke stå og vente på, at politiet kommer. Der må vi selv tage affære,« lyder opfordringen frasocialminister Manu Sareen (R). Fold sammen
Læs mere

Den aften på Halmtorvet tilbage i 1980erne står stadig klart for Manu Sareen, når snakken falder på at gribe ind, hvis et menneske udsættes for chikane eller andre uretfærdigheder. Det var dengang, at de unge mænd i »Grønjakkebevægelsen« var til stede i det københavnske gadebillede. Dengang, der var spændinger mellem bevægelsen med de højreradikale tilbøjeligheder og de unge indvandrerdrenge, som Manu Sareen med sit indiske ophav var én af. Da en »grønjakke« passerede Manu Sareen, der på det tidspunkt gik i 2.g. i gymnasiet, fik den nuværende socialminister et nedladende ord med på vejen.

»Han råbte perker efter mig eller noget i den stil,« erindrer Manu Sareen.

Pigen, som Manu Sareen var sammen med, reagerede og gik »verbalt amok« på manden.

»Det kom øjensynligt bag på ham. Det var fedt og enormt rart, at der var nogen, som stillede sig op for én. Det giver en følelse af fælleskab, som ikke havde været der, hvis jeg havde stået alene med det,« siger Manu Sareen i dag om episoden.

De seneste dage har Berlingske i projektet »Griber du ind?« sat fokus på, hvordan vi reagerer, når medborgere udsættes for racisme, vold eller på andre måder er i situationer, hvor de kan have brug hjælp. Vi har derfor sat socialminister Manu Sareen (R) stævne for at tale om medmenneskelighed og det at blande sig i konflikter. Selv kom Manu Sareen til Danmark fra Indien som tre-årig, er vokset op på Islands Brygge og har som ung flere gange oplevet at få ubehagelige ord med på vejen på grund af sin hudfarve. Og med en uddannelse som socialpædagog og konfliktmægler har han gennem sit tidligere job som integrationskonsulent i Københavns Kommune blandt andet lavet opsøgende arbejde på gaden. Når Manu Sareen fortæller om sine egne erfaringer og ser på Danmark, ser han på mange måder et samfund, hvor vi blander os for lidt i hinandens liv og problemer.

»Jeg mener, at vi blander os for lidt i hinandens liv i Danmark. Alt alt for lidt. Og selvfølgelig skal vi blande os i hinandens liv. Vi må ikke lulle os ind i en kultur, hvor vi bare glemmer, at vi også selv har et ansvar som mennesker. Det er både for vores egen skyld, men selvfølgelig også for vores næste,« siger Manu Sareen.

Han understreger, at man selvsagt ikke skal blande sig i voldsepisoder, men ringe til politiet. Men når folk bliver chikaneret og råbt efter, eller når der i overført betydning trampes på de svageste, kan vi ifølge socialministeren med fordel blive bedre til at sige fra.»Vi er forpligtede til at blande os. Men samtidig kan jeg godt forstå, at det kan være svært at gribe ind. Der er jo mange psykopater derude, og det er klart, at det er en af de overvejelser, folk gør sig,« siger Manu Sareen.

Vi har politiet, som vi kan ringe til, når der opstår problemer. Hvorfor er det overhovedet nødvendigt, at vi selv skal blande os?

»Politiet har deres opgaver, og hvis der er ulovligheder, skal man selvfølgelig ringe til dem og de skal træde til. Man kan bare ikke lovgive sig ud af mange af de her ting. Du kan ikke lovgive dig ud af idioti. Det må vi bare forstå. Vi har en lovramme, der siger, at det er ulovligt at lave overgreb på folk. Sådan skal det være, og det er de fleste enige i. Men vi kan ikke lovgive os ud af, at der står en tosse med en åndsvag holdning og pisser på en hjemløs. Det må han selvfølgelig ikke, men der skal vi jo ikke stå og vente på, at politiet kommer. Der må vi selv tage affære.«

I løbet af i år har det flere gange været til debat, om vi er gode nok til at hjælpe hinanden. Manu Sareen har også set vidoerne på internettet, der viser, at vi ikke altid blander os og giver en hjælpende hånd. Der har været Youtube-klip, hvor en mand hidser sig op og rusker i sin kæreste. Mange går forbi og blander sig ikke. Og der har været personer, som i aviserne har fortalt om overfald, hvor ingen greb ind. Manu Sareen har også selv oplevet, at hjemløse udsættes for nedgørende ting. Og at folks ydmygelser af flaskesamleren bliver grovere i takt med den stigende promille efter en lang sommerdag i parken.

»Der skal vi da være bedre til at sige fra. Til at sige: »Undskyld, hvad fanden har du gang i?«. Det er noget underligt noget at behandle sine medmennesker på den måde. Jeg synes, at der er mange eksempler på det. Desværre,« siger Manu Sareen og tilføjer:

»Det gælder også, når man i nattelivet ser en mand, der føler voldsom trang til at tage en kvinde på røven eller brysterne, hvor hun efterfølgende siger nej og overfuses. Der er vi da forpligtede til blande os og spørge, hvad vedkommende har gang i.«

Men der findes også episoder, hvor danskerne rent faktisk griber ind. Det har Berlingskes videoer med en række opstillede scenarier bl.a. tydeligt vist. Da Manu Sareen efterspørger eksempler på, at danskerne er gode til at hjælpe medborgere i nød, taler vi om en episode et par år tilbage, hvor en homoseksuel fyr blev smidt ud af en bar, fordi han kyssede med en fyr. Herefter stimlede folk sammen for at hjælpe og forsvare de to mænd.

Det er vel et meget godt eksempel på, at vi kan finde ud af at hjælpe hinanden?

»Det er fedt sådan noget. Og det er fedt, når hende ude på værtshuset på Nørrebro siger fra til at betale beskyttelsespenge og vi allesammen blander os,« siger Manu Sareen med hentydning til ejeren af værsthuset Cafe Viking på Nørrebro.

Hun blev afkrævet beskyttelsespenge, som hun nægtede at betale. Herefter fik hun bred opbakning til, at hun turde stille sig op mod de kriminelle, og debatten rullede i medierne. Hertil kommer chikanen af et lesbisk par i Mariager, der for nylig blev truet og chikaneret på grund af deres seksualitet. Det endte i en støttedemonstration.

»Der sagde vi sgu fra. Folk hjalp dem. Det er de ting, som bliver store i medierne. Men det kunne være fedt, hvis det også skete noget mere nede i de små episoder i hverdagen«,« siger Manu Sareen.

Den forhenværende konfliktmægler har med egne ord altid blandet sig. Både under tiden på Amagerbro Skole, når der var optræk til slåskamp i skolegården, men også efterfølgende. Det har han ifølge ham selv fra sin far, som havde en forretning på Islands Brygge, da Manu Sareen var barn. Der var en egyptisk dreng i kvarteret, som altid blev drillet meget. Manu Sareen husker, hvordan hans far sprang ud af butikken, ud på gaden, og skilte drengene fra hinanden og hjalp drenge, der blev drillet. Og det er måske i socialministerens baggrund, at man skal finde forklaringen på, at han efterspørger mere indgriben.

»Det underlige er, at det er dér, jeg har været allermest stolt af min far. Det kan lyde helligt, når jeg siger, at man bare skal blande sig. Men hele mit liv har jeg set, at det er dét, man bør gøre. Det er mit bagtæppe. Når jeg har set min far gøre det, er det også naturligt for mig at gøre. Lige så uforstående er det derfor også for mig, når man ikke gør det. Fuldstændig uforståeligt. Men samtidig kan jeg sagtens forstå, at folk er bekymrede,« siger Manu Sareen, der forklarer, at han som indvandrer har været ekstra afhængig af at have en vished for, at folk vil gribe ind og blande sig.

 

»Jeg er præget af, at jeg altid har været en minoritet og på en eller anden måde altid har været dybt afhængig af majoriteten. Men det er ikke sikkert, at alle er det. Hvis man tilhører majoriteten og kan blende ind, tænker man måske ikke på utryghed og vigtigheden af at gribe ind på samme måde, som jeg har gjort. Jeg kan kun svare ud fra mig selv, men jeg kan kun sige, at vi har et ansvar. Vi er afhængige af hinanden. Jeg er i hvert fald dødafhængig af, at vi alle sammen tager ansvar for hinanden«.

Det fælles ansvar kan på en måde sammenlignes med børneopdragelser, mener Manu Sareen, og det handler om, at vi i fællesskab sender et signal til personer, der chikanerer eller behandler andre dårligt.

»Når vi gør det, er vi jo også et spejl på en moral i samfundet. Hvis du bare gør et eller andet, og jeg eller ingen andre reagerer, får vi et holdningsløst samfund. Så kan vi gøre hvad som helst. Det er lige som opdragelse: Hvis du har nogen, der siger, at noget ikke er i orden, så ser du også et spejl. Det er også der, at vi nogen gange lærer at gøre ting. Hvis jeg bliver overfaldet i S-toget, giver det da mig en tryghed, at vide, at der er nogle mennesker, som vil stå bag mig.«