»Undskyld, har du tænkt på, at du en dag skal dø?«

Danskerne er blevet et folk uden erindring. Og dermed uden retningslinjer for, hvad der er godt og skidt. Vores hukommelsestab sætter sig spor i samfundsdebatten, men også i vores personlige liv, mener den afgående biskop Kjeld Holm.

Foto: Liselotte Sabroe

I lufthavnen på vej til et møde i hovedstaden gik Kjeld Holm ud for at ryge.

I rygeområdet fik han selskab af en mand, der parallelt med sit fortravlede rygeri talte uafbrudt i mobiltelefon. Samtalen, som biskoppen ikke kunne undgå at blive indviet i, handlede om væksten i mandens virksomhed. Hvor meget overskuddet bugnede. Hvor formidabelt det var vokset trods krisen. Hvordan det fremover så ud til fortsat at ville »vækste«.

Kjeld Holm lyttede og følte et øjeblik en ubiskoppelig lyst til at prikke manden på skulderen og spørge:

»Undskyld, har du tænkt på, at du en dag skal dø?«

Han gjorde det ikke. Det snart 70-årige kirkelige overhoved i Aarhus Stift er – trods et bemærkelsesværdigt mod til at blande sig i samfundsdebatten gennem 21 år som biskop – immervæk høflig, og manden med mobiltelefonen var sikkert et udmærket menneske.

Men mandens »tunnelsyn« viser noget om vores tid, vores samfund og os som mennesker, som biskoppen efter sin snarlige fratrædelse vil dedikere en ny bog til. En bog med arbejdstitlen »Erindringens etik«.

For vi har ingen erindring mere. Hverken kollektivt som folk eller som enkeltindivider. Vi har tabt bevidstheden om vores egen placering i en kæde af menneskelige eksistenser. Vi har glemt, at vi står på skuldrene af nogen. At vi hver dag burde gøre os fortjent til de rammer, vi lever i, fordi vores nutid er resultatet af andres kampe. Vi har glemt det.

Hvilket giver en biskop som Kjeld Holm en ubændig lyst til at gå rundt, prikke til os og minde os om vores dødelighed.

Det er ikke kun manden med mobiltelefonen, der trænger til den påmindelse. Ham vender vi tilbage til. Hele samfundet ser i det hele taget kun nutiden. Hvilket blev tydeligt i den just overståede valgkamp:

»Det er forfatteren Tage Skou-Hansen, der har brugt udtrykket, at vi lider af kollektivt hukommelsestab. Vi tror, at det kun er her og nu, det handler om. Der var ingen referencer til historien, da man i valgkampen overvejede, hvor vi skulle hen politisk og folkeligt.«

Hvilke referencepunkter tænker du på?

»Dette land har jo før været ude i økonomiske kriser og store integrationsudfordringer. Det kunne godt tænkes, at man ved at stille sig på skuldrene af dem, der gik foran, kunne blive inspireret til at se, hvilke løsningsmodeller man har brugt med succes, eller hvordan man forholdt sig til problemerne tidligere. Historieløsheden er et problem, og det er det både på det individuelle plan, men så sandelig også på samfundsmæssigt plan.«

Erindringstabet eller historieløsheden betyder, at politikerne taler om tidens store udfordringer, som var de helt nye, og om enkeltmennesker, som var de erstattelige af andre og uden egenværdi. Tag håndteringen af Ruslands aggression i Ukraine, som i Kjeld Holms øjne ligner Ungarnskrisen i 1956. Eller indvandrerdebatten:

»Historien gentager sig ikke, men historien kan godt være et lærestykke. Hvis man har den fornemmelse, at tingene i en eller anden skikkelse har optrådt før, har man også bedre mulighed for at kunne forholde sig til det. Se på integrationen, som man har talt så fantastisk meget om i de seneste valgkampe. Hvis vi går tilbage til slutningen af 1800-tallet, var der tale om at dele København, fordi der var sket den her enorme indvandring fra landet. De nytilkomne boede i fjerde og femte baggård under forfærdelige forhold – og de var ikke en del af det folkelige fællesskab. Der var bydele i København og Aarhus, der var ødelagt af druk, kvindemishandling og fattigdom. Alt det, vi taler om i vores egen tid. Men det betød ikke, at man gav op. Og så lykkedes det i løbet af en generation eller halvanden faktisk at omskabe dette proletariat til et folk.«

Hvornår har vi mistet den kollektive erindring?

»Det er sket løbende. Da ungdomsoprøret brød igennem, kasserede man alt det bestående. Alt skulle nu være nyt. Alt skulle prøves. Tilværelsen blev et stort forsøgslaboratorium, familiemæssigt, politisk og socialt. Det er meget karakteristisk, at sådan noget som historiefaget siden har spillet en meget lille rolle i skolen. Det fik nogle uheldige konsekvenser også generelt i det folkelige liv. Når den bortkasten af det bestående kombineres med en pædagogisk tankegang, som også vandt frem i 1960erne; nemlig at de ressourcer, man som menneske har, skal man hente inden i sig selv, får vi det, filosoffen og pædagogen Peter Kemp har kaldt den »pædagogiske pietisme«: Sandheden er noget, du har inden i dig,« siger Kjeld Holm.

Hvad er det, du er bange for, at vi mister?

»Da mister vi sansen for, at vi er et led i en lang kæde. Man lever da i den tro, at man skal begynde forfra med alle erfaringer. Det er en farlig tendens, for så bliver man enormt henvist til sig selv. Der er en sammenhæng mellem dette erindringstab og en ufattelig selvoptagethed. En narcissisme. Man spejler hele tiden kun sig selv.«

Hvad betyder det for det enkelte menneske?

»Så er du kastet tilbage på dig selv. Så er det alene dig selv, der er tilbage som det pompøse motiv i verden. Din egen navle bliver det mest pompøse motiv; dit eget velbefindende altafgørende. »Hvordan har jeg det i dag? Hvordan har jeg det med mig selv? Hvordan har jeg det lige i dag med min ægtefælle?««

Ser du også den selvoptagethed eller narcissisme i den politiske debat?

»Det gør sig gældende over hele linjen, ja. En forfatter har engang sagt: »Det eneste, man kan lære af historien, er, at man er dybt uoriginal.« For der har været et folk før dig, der har gennemlevet et tilsvarende problem. Men i dag er man forvænt med, at politikerne skal forsøge at være så originale som muligt. Visionære! Innovative! For nu at bruge ord, der i virkeligheden er helt tomme. Det virkeligt visionære – det, der former fremtidens Danmark – er ikke det, der sker på Christiansborg. Det sker folkeligt rundt omkring. Men et af mine stående kritikpunkter er, at det politiske liv i dag er blevet isoleret fra det folkelige liv. I de seneste 21 år har jeg kørt mit eget stift tynd og været til et utal af møder. Der er en slående diskrepans mellem, hvad det handler om i de samtaler, og hvad det handler om på Christiansborg. I samtalen med de mennesker – og det er mange tusinde – taler man om noget meget mere eksistentielt: Hvordan trives vores børn? Hvilke holdninger og værdier skal man give videre?« siger Kjeld Holm.

En værdi eller måske snarere en erindring, som Kjeld Holm selv blev indpodet som barn, var bevidstheden om at være fri. Om hvor flygtig og forpligtende, den frihed er. Han blev født i befrielsesåret og voksede op i Hoptrup ikke langt fra den tyske grænse med to forældre, der hvert år den 4. maj satte lys i vinduet og fortalte levende om de fem mørke år:

»Måske var jeg 13-14 år, da jeg spurgte, hvorfor vi skulle blive ved med at sætte lys i vinduerne. Min mor sagde: »Det skal vi, fordi vi her i huset fejrer Danmarks frihed!« Derigennem blev det sagt, at friheden ikke er nogen selvfølge. Begge mine forældre havde oplevet friheden blive tabt, og at Sønderjylland var tysk. For dem var frihed noget, man altid skulle værne om og være glad for. Den bevidsthed er en sans – og den sans kan forvitre,« siger Kjeld Holm.

At friheden ikke er nogen selvfølge, behøver man ikke at have oplevet personligt. Det er her, den kollektive erindring kommer i spil:

»Men jeg synes, man har mistet en del af erindringen, når vi eksempelvis for tiden er utroligt fokuserede på, hvor mange flygtninge der kommer til landet. Det bliver et spørgsmål om tal. Den enkelte flygtning, den enkelte menneskeskæbne forsvinder fuldstændig. Vi spørger, hvor mange vi kan tage – og så tilføjer man, at naturligvis er det da frygteligt, det der sker i Syrien, men det er ikke vores problem. Når man højrøvet siger »godt, det ikke er mig«, så har vi glemt, at det for ganske få år siden, endda i nulevende danskeres levetid, var os. Det kunne være os.«

Det er derfor, Kjeld Holm vil kalde sin bog »Erindringens etik«. Fordi det personligt og kollektivt oplevede – ikke kun nutidens, men også historiens erfaringer – er det, der lærer os, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt. En lærdom, der bør styrkes i skolen, mener Kjeld Holm:

»Forstå mig ret; skolerne gør det godt i dag, og det er uden tvivl sjovere at gå i skole i dag, end da jeg var barn. Jeg vil ikke tilbage til den sorte skole, til terperi og udenadslære. Men jeg vil gerne tilbage til, at dét at gå i skole er forbundet med en oplevelse af, at der er noget, der er større end mig. At det ikke er en selvspejlingskultur. At det ikke kun handler om at blive uddannet til arbejdsmarkedet, men at blive dannet som menneske. Dannes på den måde, at man kan omgås andre, og dannes på en sådan måde, at man også føler, at verden kommer en ved. At man har et ansvar for andre mennesker og den virkelighed, man nu lever i. Det er dannelse. Og da kan man i høj grad også lære noget af historien.«

Kjeld Holm er ikke kristen, præst og biskop for ingenting. Så genfinder man ikke den kollektive erindring i skolen, findes den i høj grad i kirken, siger han.

Han fortæller en historie fra sine 20 år som præst ved Psykiatrisk Hospital i Risskov. En dag begravede han Sofus. Sofus havde været indlagt på hospitalet i 40 år og var glemt af alt og alle. Ingens liv var præget af Sofus. Til begravelsen mødte kun tre personer op. Hans afdelingssygeplejerske, en oversygeplejerske, der altid kom til patienternes begravelse, og så Kjeld Holm.

Dagen efter begravede Kjeld Holm en ung gymnasielærer, der var faldet om med hjertestop. Kirken var stuvende fyldt med lærere, elever, familie og venner, der græd og græd. Læreren var ualmindeligt dygtig, ualmindeligt afholdt. Alles liv syntes præget af gymnasielæreren.

»Men de ord, jeg brugte, da jeg kastede jord på Sofus’ kiste og på lærerens kiste, var præcis de samme. Det er derfor, jeg er kristen, fordi kirken er det sted, jeg oplever, at det enkelte menneskets værdighed er fastholdt som uerstattelig. Og det er det – sansen for det uerstattelige – jeg gerne vil have ind i en almindelig kulturel, politisk eller social debat. For vi lever i en kultur, hvor vi kasserer. Alt kan tilsyneladende erstattes: Bilen, køleskabet, konen. Men der er noget, som er uerstatteligt.«

Og så er vi tilbage i Aarhus Lufthavn og ved den rygende mand med mobiltelefonen og tunnelsynet stift rettet på sin virksomheds bundlinje. Naturligvis ønskede Kjeld Holm ikke at spolere forretningsmandens dag. Eller at injicere akut dødsangst i manden, kort før han skulle sætte sig ind i et fly. Meningen var, at minde manden – der kunne have været enhver af os – om at erindre. At gøre andet og mere end vores egen navle til det »pompøse motiv«. At påskønne dét, vi som hukommelsesløst land næsten har glemt:

»Man skal være klar over, at vores frihed kan mistes. Ikke kun ved, at der kommer en anden magt og besætter ens land; det er ikke et særligt sandsynligt scenarie i vores dage. Men friheden kan også mistes af det enkelte menneske i den måde, hvorpå det ser på medmennesker, og måden hvorpå det lever sit liv. Man mister blikket for det store perspektiv. I sidste instans ytrer det sig i en følelse af, at man tror, at det at dø er noget, man kan fikse eller undgå. Men når man virkelig ved, at man skal dø, så haster det med det gode liv. Så er tiden knap, og man må være varsom med den. I Martha Christensens roman »Dansen med Regitze« er der en scene under kolonihavens sommerfest, hvor et barnebarn sætter sig hos hovedpersonen Karl Aage. Og han tænker, »som den tåbe, han er, »måtte det dog vare ved, dette dyrebare, almindelige øjeblik«.« Karl Aage ved jo, at det kan det ikke. Men sansen for, at intet varer ved, den er nødvendig for et meningsfuldt liv. Dette øjeblik, hvor du og jeg sidder og taler, er uerstatteligt. Om lidt er det tabt for evigt.«