Undervisningen rammer skævt på 21. år

Siden begyndelsen af 90erne har folkeskolens lærere været pålagt at undervise hver enkelt elev efter individuelle behov. Mere end tyve år efter er det stadig noget, man kæmper med på skolerne, og kravet om inklusion har gjort det endnu sværere.

Kravet om at tilpasse undervisningen til den enkelte elev er en daglig udfordring for Mikael Garde, der ligesom sin hustru, Pia Garde, er lærer på Virum Skole. Eleverne her i 8. klasse har vidt forskellige behov, og der er ifølge parret slet ikke ressourcer nok til, at det i praksis kan lade sig gøre at gennemføre undervisningsdifferentiering. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Lærerens evige dilemma er jo, om man kan tilgodese både top og bund i klassen. Det bliver ikke nemmere, når vi får flere ind, som har større og større faglige vanskeligheder. Måske der er en tendens til, at vi tænker: »Vi skal have de svage med«, men vi skal også huske at give de dygtige udfordringer, og det kunne vi godt blive bedre til.«

De overvejelser, som Pia Garde, koordinerende speciallærer på Virum Skole, gør sig, tumler alle folkeskolelærere med dagligt. De relaterer sig til begrebet undervisningsdifferentiering. Et begreb, man nemt kan knække både tunge og hals på. Det blev indført ved lov i 1993, da Folketinget reformerede folkeskolen. Ud røg den holddelte skole med alment og udvidet niveau, ind kom drømmen om enhedsskolen og ønsket om at undervise eleverne i et fællesskab.

Problemet er bare, at drømmen stadig – 21 år efter lovtekstens formulering - er svær at realisere ude på skolerne.

»Problematikken rammer ned i folkeskolens store drøm, men også folkeskolens store smerte. Den store politiske drøm for folkeskolen er at skabe en enhedsskole for alle børn, hvor det er en pligt og rettighed for dem at blive undervist sammen og være en del af et fællesskab. Når det samtidig er folkeskolens store smerte, handler det om, hvorvidt børnene faktisk skal deles op for at få den rette undervisning, og det rider skolen som en mare,« forklarer Stefan Hermann, rektor ved Professionshøjskolen Metropol og forfatter til flere bøger om folkeskolen.

Store konsekvenser for børnene

Hos Danske Skoleelever kan man ikke forstå, at man efter to årtier stadig ikke har kunne udvikle princippet om undervisningsdifferentiering til at favne både specialbørn og højtbegavede elever, som er de to grupper, der oftest ikke kan relatere sig til undervisningen.

»Det er alt for dårligt, at man ikke har kunne finjustere denne undervisnings-metode, når man har haft så lang tid til det. Der er eksempler på det i indskolingen, hvor eleverne får den samme tekst i forskellige sværhedsgrader, men det kan ikke være rigtigt, at det er den eneste form for differentierede undervisning,« mener Agnete Vienberg Hansen, skoleelevernes formand.

Ifølge folkeskoleloven skal undervisningen tilrettelægges, så den »svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger«. Men er det muligt?

I Danmarks Lærerforening, DLF, går man helt og holdent ind for undervisningsdifferentiering som metode, men formand Anders Bondo Christensen har svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre, når mulighederne for det hele tiden bliver forværret.

»Over ti procent af lærerstillingerne i Danmark er nedlagt over de seneste tre år, mens elevtallet kun er faldet med 2,5 procent. Det betyder, at der bliver stadig flere elever per lærer, så muligheden for at gå ind og lave en individuel vurdering af, hvad der skal til for at løfte den enkelte elev, bliver sværere og sværere,« siger han.Det har store konsekvenser for elevernes arbejde i klassen – og dermed børnenes muligheder for at blive ligeså dygtige, som deres evner rækker til – at lærerne ikke har tid til hver enkelt elev, mener psykolog Ole Kyed.

»Alle børn er afhængige af følelsen af succes, og den skal læreren formå at formidle til hver enkelt, for hvis børn først bliver i tvivl om deres evner, bliver de urolige, og så sidder de fast og kommer ikke videre,« siger Ole Kyed, der i 2004 var formand for en evalueringsgruppe hos Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, som så nærmere på begrebet i rapporten »Undervisningsdifferentiering i folkeskolen«.

En umulig opgave

Konklusionen på rapporten var, at lærerne havde svært ved at tolke, hvad begrebet indebar, og hvad det konkret betød for den undervisning, de skulle give i klasselokalet. Og selv om lærerne på Virum Skole forholder sig til begrebet hver dag, har inklusionsproblematikken gjort det endnu sværere for Pia Garde at leve op til princippet om undervisningsdifferentiering.

»Jeg har en 8. klasse, hvor vi både skal inkludere unge fra specialtilbud og børn med diagnoser. Klassen kan sagtens rumme eleverne, for de er der jo bare, men hvis de virkelig skal inkluderes i den almindelige klasse, skal vi sørge for, at de udvikler sig. Det vil sige, at vi i dén grad skal differentiere undervisningen – fra nogen, der fagligt befinder sig i gymnasiet, og helt ned til 3.-4.-klassesniveau. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at differentiere så meget,« siger Pia Garde.

I 2012 vedtog et bredt folketingsflertal at ændre specialundervisningsbegrebet i folkeskoleloven, så flere specialbørn kunne komme tilbage i den almindelige klasse og deltage i undervisningen og fællesskabet.

Men drømmen om inklusion spænder ben for drømmen om at målrette undervisningen til den enkelte elev. For elever med autisme eller ADHD kræver en helt særlig tilrettelagt undervisning, som kræver meget tid fra lærerne, forklarer lærerformand Anders Bondo Christensen.

»Når man har dem i klassen og gerne vil bruge tid på også at løfte dem fagligt, så er det, der bliver endnu mindre tid til, de 24 andre, der sidder i klassen. Og dermed har man igen spændt buen for, hvor gode mulighederne er for at lave en reel undervisningsdifferentiering,« siger lærerformanden.

Undervisningen er for ukonkret

Det er særligt inklusionsopgaven af elever med specielle behov, der besværliggører undervisningsdifferentieringen. Spørger man interesseorganisationerne Gifted Children og Landsforeningen Autisme er det tydeligt, at undervisningen ikke rammer de to elevgrupper, de repræsenterer.

Formand for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup, har tidligere i Berlingske beskrevet, hvordan foreningen lige nu behandler 32 sager om autister, som ikke kan inkluderes i folkeskolen, og som er droppet helt ud, fordi de ikke passer ind eller har fået et kritisabelt specialtilbud.

»Alt, der ikke er konkret, defineret undervisning, er svært for den gruppe. Eksempelvis gruppearbejde og refleksioner, som er en del af undervisningsdifferentieringen. I stedet kan det ende i konflikter, fordi den gruppe ikke forstår rammerne for undervisningen. Det er simpelthen for svært at lave undervisning, der rammer 28 elever, og det betyder, at børn med autisme ikke får den undervisning og den vigtige relation til læreren, de har brug for,« forklarer hun.

Også i foreningen Gifted Children oplever talsmand Peter Grubert, at undervisningen ikke bliver målrettet de højtbegavede børn.

Ph.d.-studerende Louise Klinge Nielsen forsker i lærer-elev-relationer og har i sit arbejde fulgt flere lærere og elever i den daglige undervisning. Hun forklarer, at når lærerne ikke har værktøjerne til at skabe relationer til børn med specielle behov, så er det også selvsagt sværere at undervise eleverne på deres niveau. En udfordring, der kun bliver større, jo flere børn der inkluderes.

»To af de lærere, der deltog i mit projekt, har jeg talt med igen nu her to år senere. De er fantastisk gode lærere, men den ene er gået ned med stress, og den anden overvejer, om hun skal blive i faget. Hun har otte børn med specielle behov i sin klasse. Med rammerne på mange skoler i dag, med en grim firkantet kasse, én lærer og 25 unger, er det en næsten umulig opgave at løfte,« siger hun.

Det bliver endnu sværere i fremtiden

Hos Danske Skoleelever håber man, at den nye folkeskolereform, som træder i kraft til august, vil tage hånd om den manglende undervisningsdifferentiering.

»Reformen vil tage et skridt i den rigtige retning, men kun hvis de involverede parter husker at have den in mente, når den bliver ført ud i praksis. Der findes ikke et bedre tidspunkt endnu til at lave en holdningsændring til vores folkeskole,« siger Agnete Vienberg Hansen.

Og netop et opgør med holdningen mener undervisningsminister Christine Antorini (S) også, at der er behov for.

»Derudover er der en række tiltag i den nye reform, som vil gøre det lettere for lærerne at undervisningsdifferentiere. De skal bruge mere tid i klasserne sammen med eleverne, og bruge flere timer på understøttende undervisning, som vil sørge for, at man kan lave forskellige former for undervisningsforløb. Der bliver også bedre mulighed for at arbejde med holddeling i den nye skole, både i forhold til de dygtige elever og i forhold til diskussionen om inklusion,« forklarer hun.

På Virum Skole fortsætter arbejdet med undervisningsdifferentiering ufortrødent, men her forudser lærerparret Pia og Mikael Garde, at fremtidens arbejde bliver hårdt – hårdere end det hidtil har været.

»Det bliver ikke nemmere, det er helt sikkert. Og slet ikke når vores forberedelsestid bliver sat ned, for så bliver vi nødt til at begrænse os et sted. Man skal jo overleve som lærer. Det er fysisk og psykisk hårdt at inkludere, fordi der er børn, som ikke kan styre sig, så det vil kræve ekstra meget af os fremover,« siger Pia Garde og Mikael Garde supplerer:

»Vi kommer til at bruge vores tillidsmand rigtig meget og kræve, at vi bliver efteruddannet så meget som muligt, samtidig med at vi lærerne imellem skal blive ved med at have dialogen om, hvordan vi differentierer undervisningen bedst.«