Undervisning på engelsk fortsætter

Frederica fortsætter undervisning på engelsk i naturfag, mens ministeriet foreløbig har skrinlagt planerne om en retssag. Ordningen breder sig til flere skoler.

Endnu flere skoleelever i Fredericia skal snakke engelsk i matematiktimen, når de på mandag møder efter sommerferien.

Fredericia har nemlig udvidet ordningen med naturfagsundervisning på engelsk for 7.-9. klasse, så det nu udbydes på to af kommunens skoler.

Undervisningsministeren havde ellers truet med at gå til tilsynsmyndighederne i foråret, men tonerne er nu mere forsonende.

- Vi har ingen aktuelle planer om at gå til tilsynsmyndighederne. Vi drøfter omfanget af engelsk i undervisningen med kommunen, og regner med at blive enige om en løsning, siger Oluf Engberg, kontorchef i Undervisningsministeriet.

I Fredericia Kommune tror man på, at ordningen for lov til at fortsætte uændret. Juraen er nemlig med kommunen, mener Jane Findahl (SF), formand for Fredericia Kommunes børne- og ungeudvalg.

/ritzau/