Undersøgelser gør op med myte om coronakrisen: »Det er lidt underligt at sige højt«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier – om den vedholdende coronakrise og de øvrige store begivenheder og samtaleemner i ind- og udland.

En betydelig del af de danskere, der har en psykisk lidelse, har haft det bedre under coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til en dag, som nyhedsmæssigt er præget af den hele tiden nærværende coronakrise, men også af andre store vigtige dagsordener i samfundsdebatten: den nye elbilteknologi, interessen for teater og musik samt negativ social kontrol blandt unge fra familier med indvandrerbaggrund.

Først coronatallene. Onsdag viste opgørelsen fra Statens Serum Institut, at der i løbet af det seneste døgn var konstateret 954 nye smittede i Danmark. Det samlede antal indlagte er steget med to til i alt 157.

Der er også corona på programmet, når G7-sundhedsministre i dag og i morgen mødes til topmøde i Oxford i Storbritannien. Her skal ministrene blandt andet drøfte global sundhed og forebyggelse af fremtidige pandemier.

Psykisk sårbare har fået det bedre under coronakrisen

En større andel af danskere med psykiske lidelser har fået det bedre under coronakrisen. Det viser flere undersøgelser, som dermed gør op med fortællingen om, at personer med psykiske sårbarheder har været særligt udsatte under nedlukningen, skriver Kristeligt Dagblad.

»Det er lidt underligt at sige højt, men coronapandemien har været god for mig. Udfordrende, men på en god måde,« siger 28-årige Maria Christiane Andersen Tamberg til avisen.

Hun er diagnosticeret med ocd og Aspergers syndrom, og dermed er hun en del af den gruppe, der siden pandemiens udbrud hyppigt er blevet omtalt som »særligt sårbar«.

Ny teknologi skal sikre, at elbiler som her en Tesla 3 kan oplades billigt og effektivt om natten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix.

Teknologi skal spare samfundet for milliarder og fylde grøn og billig strøm på din bil

Intelligent opladning af den hastigt voksende flåde af danske elbiler skal spille en nøglerolle i den grønne omstilling. Det skriver Berlingske.

Ladeoperatøren Clever introducerer nu første generation af en teknologi, som skal spare samfundet for milliarder og fylde billig og grøn strøm på elbilen, mens ejeren sover. Konkurrenten E.ON bakker op og forventer hastig udvikling.

Clever – der sammen med E.ON er klart størst på det danske marked – introducerer fra midten af juni sin første generation af såkaldt intelligent hjemmeopladning af elbiler for knap 1.000 kunder.

»Det er virkelig en voldsom volumen af strøm, som skal håndteres i fremtiden, og da cirka 75 procent af os har mulighed for hjemmeopladning, hvor bilen holder de fleste af døgnets timer, er det afgørende at gøre opladningen intelligent. Vi kan bruge elbilerne og ladeboksene som en medspiller til energinettet og spare milliarder i udbygning,« siger Casper Kirketerp-Møller, administrerende direktør i Clever.

Ny undersøgelse: Flere unge med ikkevestlig baggrund styres af negativ social kontrol

Sara, der er sidst i 20erne, har været igennem stort set alle de eksempler på negativ social kontrol, som politikere i disse år forsøger at få stoppet.

Som 20-årig blev hun tvunget ind i et ægteskab. Både før og efter dette blev hendes liv minutiøst kontrolleret af familien, ligesom hun blev udsat for fysisk og psykisk vold.

Coronakrisen har kun forværret hendes situation, idet nedlukningen har betydet, at hun mistede det afgørende frirum, som hendes uddannelse og arbejde gav hende.

»Til sidst kunne jeg bare ikke mere,« siger Sara til Berlingske.

Hun er ikke alene. En medborgerskabsundersøgelse fra Københavns Kommune viser således, at flere unge med ikkevestlig baggrund oplever at blive begrænset i det private liv.

En stadig større andel af de adspurgte, der er i alderen 18 til 29 år, oplever således at være kontrolleret i forhold til valg af uddannelse, kæreste og ægtefælle. Fagfolk vurderer samstemmende, at coronaepidemien har betydning for den negative udvikling.

Regeringen kan ikke som planlagt sende asylansøgere direkte til lejre i Afrika, skriver Jyllands-Posten. De vil for en tid skulle opholde sig i Danmark – for eksempel i Sandholmlejren i Allerød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

Regeringens asylplan om centre i Afrika slår sprækker

Da Socialdemokratiet før folketingsvalget lancerede sit omdiskuterede forslag om at flytte asylbehandlingen til udlandet, lød det, at asylsøgere fremover slet ikke skulle opholde sig i Danmark.

Men det skal de. I hvert fald for en tid, skriver Jyllands-Posten.

Asylsøgere og migranter vil ikke blive sat på første fly mod et modtagecenter i udlandet, idet de først kan sendes ud af Danmark, såfremt to instanser – Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet – begge siger ja til udsendelsen. Siger en af instanserne nej, skal asylsagen behandles i Danmark.

Det fremgår af bemærkningerne til en ny modtagecenterlov, som forventes vedtaget af Folketinget torsdag. Loven gør det juridisk muligt at gennemføre regeringens store prestigeprojekt, hvis den vel at mærke får overtalt Rwanda, Etiopien eller et tredje land til at huse centeret.

Teatre melder om stort set udsolgt, skriver Politiken. Det gælder blandt andet Aveny-T på Frederiksberg, som i øjeblikket spiller forestillingen »Mit navn er Greta« med Karla Løkke i hovedrollen som klimaaktivisten Greta Thunberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aveny-T.

Et kultursultent publikum river billetter til teater og koncerter væk

Teatre som Aveny-T på Frederiksberg, Mungo Park i Allerød og Aarhus Teater melder alt udsolgt, og det samme gør en række spillesteder som Vega i København og Train i Aarhus, skriver Politiken.

Da Aarhus Teater kunne åbne 6. maj med årets store satsning, familieforestillingen »Charlie og Chokoladefabrikken«, var der nærmest eufori blandt publikum. Det sitrede, da dørene endelig gik op efter mange måneders coronanedlukning, fortæller kommunikationschef Morten Daugbjerg til avisen.

Teatret havde trods usikkerhed om genåbningen planlagt premieren til 6. maj, og lang tid inden kunne man fornemme, at det var noget, publikum havde ventet på.

»Salget gik skidegodt,« siger Morten Daugbjerg.

Samme toner lyder fra spillestedet Vega.

»Vi har stort set udsolgt til alt,« siger kommunikationschef Ditte Sig Kramer.

Det sker i dag:

I aften er Kronprinsparret værter ved en middag i forbindelse med markering af 100-året for de diplomatiske relationer mellem Danmark og Baltikum.

I formiddag offentliggør filmfestivalen i Cannes, hvilke film der skal kæmpe om Guldpalmen. Programmet for festivalen bliver i den forbindelse også offentliggjort. Festivalen begynder 6. juli, mens priserne uddeles 17. juli ved festivalens afslutning.

Det skete i dag for længe siden

1796: En forordning gør det i Danmark til et lovkrav, at dommere og advokater skal have en juridisk eksamen.

2006: Montenegro erklærer sin selvstændighed fra Serbien, efter at borgerne ved en folkeafstemning stemte for uafhængighed.