Undersøgelse skaber ny debat om »Den Hemmelige Krig«

Rapport om omstridt film har ikke undersøgt om dens anklager var sande eller falske, men udfra dokumentarfilmens præmisser står instruktøren stærkt, konkluderer undersøgelsesgruppen. DR-bestyrelsesmedlem mener dog ikke, DR er frikendt.

Den omstridte dokumentarfilm »Den Hemmelige Krig« er ikke blevet blåstemplet af den gruppe uafhængige mediefolk, som i går offentliggjorde en rapport om filmens omgang med journalistiske principper og dens anklager om Danmarks indsats i Afghanistan i 2002.

Tidligere chefredaktør og nu prorektor ved Århus Universitet, Mette Bock, siger som talskvinde for gruppen, at hun ikke vil bruge ordet »blåstempling«.

»Nej, det ville jeg ikke. Men vi må konstatere, at Christoffer Guldbrandsen står stærkt i forhold til de krav, som man må lægge til grund for bedømmelsen af filmen«, siger hun.

De fem undersøgere understreger i deres rapport, at der er forskel på en dokumentarfilm og et dokumentarprogram. Dokumentarfilmen er lavet af en instruktør, dokumentarprogrammet er lavet af en tilrettelægger. Dokumentarfilmen skal have kunstneriske kvaliteter, dokumentarprogrammet skal bare være sandt.

Det er på denne baggrund, den såkaldt uafhængige undersøgelsesgruppe har vurderet den omstridte dokumentarfilm, som blev vist på DR 2 sidste år. De antager, at en del af kritikken mod filmen skyldes, at kritikerne har troet, der var tale om et dokumentarprogram og ikke en dokumentarfilm, som i disse år er påvirket af en »voldsom genreglidning«, og som bruger flere og flere af spillefilmens virkemidler.

Dokumentarfilmes præmisser
»Vi har set på filmens præmisser. Den er jo produceret med støtte fra Det danske Filminstitut, som stiller særlige krav, til DR. Det gør, at filmen befinder sig et særligt sted. Men derfor skal man selvfølgelig kunne leve op til sædvanlige journalistiske krav om troværdige kilder. Og vi påpeger jo også, at der er diskutable ting i filmen«, siger hun.

De fem undersøgere har arbejdet med filmen i fem måneder, men har ikke selv undersøgt, om filmens forskellige anklager mod regering og forsvar er sande eller usande. Gruppen har ifølge Mette Bock begrænset sig til at overveje, om kilderne har haft den fornødne tyngde i forhold til de anklager, filmen har rejst. Eksempelvis har undersøgerne ikke undersøgt, om en tolk, der angiveligt skulle have overværet mishandling af fanger, vitterligt blev truet med straf hvis han fortalte hvad han vidste. Et andet eksempel: Anklagen mod regeringen for at have vildledt Folketinget bygger på, at regeringen ikke orienterede Folketinget om et såkaldt »fact sheet«, som den danske ambassade i Washington sendte til Danmark 11. februar 2002. Af dette papir fremgår, at den amerikanske regering ikke ville give alle fanger i Afghanistan beskyttelse som krigsfanger, men i muligt omfang, når det ikke stred mod militær nødvendighed, ville behandle dem efter Genevekonventionens principper. Dette papir, som regeringen i filmen anklages for at skjule, blev allerede offentliggjort på Det Hvide Hus´s hjemmeside 7. februar 2002. Men det nævner hverken filmen eller rapporten i går.

»Jo, men det er en ret alvorlig sag, når Danmark går i krig. Papiret fandtes, og det blev ikke viderebragt til Folketinget, og så inddrog man to juridiske eksperter, som siger noget. Det er jo ikke Guldbrandsen, der vurderer den sag«, siger Mette Bock.

De fem undersøgere har heller ikke ønsket at bruge båndede interview med to af filmens amerikanske hovedvidne, som overfor gratisavisen Nyhedsavisen har givet andre forklaringer end dem, der fremgår af filmen.

»Der er bragt to amerikanske vidner ind, som det er rimeligt at anvende i filmen. Vi har ikke forholdt os til, hvordan de har ageret efterfølgende«, siger Mette Bock.

Men vidnerne kunne jo være skamklippet eller misbrugt i filmen?

»Ja, men vi har altså valgt at koncentrere os om selve filmen«.

Ville du selv som chefredaktør trykke anklagerne alene på baggrund af de indicier, filmen fremlægger?

»Jeg ville påpege filmens nedlæg (afslutning, red.), hvor en ekspert i statsforfatningsret siger, der er grundlag for rigsretsag. Der undrer det mig, at DR ikke har bedt om, at der er mere end én ekspert til at udtale sig. Vi taler også om hvordan man bruger arkivmateriale, og om oplægget med torturtegninger og hele den måde filmen blev lanceret«.

Netop DRs rolle og udtalelser af DRs nyhedsdirektør Lars Grarup fik i går DR-bestyrelsesmedlem Katrine Winkel-Holm til at reagere. Hun mener i modsætning til Lars Grarup ikke, at rapporten frikender filmen og DR.

»Lars Grarup ignorerer kritikken og stiller sig i stedet skulder ved skulder med Christoffer Guldbrandsen mod regeringen. Det er en politisk film og denne undersøgelse er ikke mere uvildig end den gennemgang, Nyhedsavisen har foretaget«, siger hun.

Katrine Winkel Holm har sendt sin kritik skriftligt til Lars Grarup og vil tage den op på næste bestyrelsesmøde.