Under en officiel frokost mærkede en højgravid journalist ministerens hånd under kjolen: »Han er åbenbart ikke blevet klogere«

Journalist Annegrethe Felter Rasmussen fortæller, at Frank Jensen for mere end 20 år siden som minister førte en hånd op under kjolen på hende. Det skete under en officiel frokost, mens hun var højgravid. Hun oplevede det ikke dengang som et overgreb, men ser det i dag som en del af et mønster.

Frank Jensen anklages nu også af journalist Annegrethe Felter Rasmussen for grænseoverskridende opførsel. Hændelsen ligger mere end 20 år tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Lad det være sagt med det samme: Dette er en gammel historie. Derfor kan Annegrethe Felter Rasmussens hukommelse svigte, når det gælder detaljer fra frokosten eller sågar årstallet for den.

Én ting er hun dog ikke i tvivl om:

Hun sad ved siden af daværende minister og nuværende overborgmester i København Frank Jensen (S), og det var hans hånd, der kravlede op langs hendes lår.

»Lige pludselig kan jeg mærke hans hånd under kjolen, helt oppe i nærheden af mit skridt,« fortæller Annegrethe Felter Rasmussen.

Anledningen var en officiel frokost. Frokosten, der enten foregik i efteråret 1996 eller 1998. Det ved Annegrethe Felter Rasmussen af tre grunde:

For det første var Frank Jensen minister på daværende tidspunkt – enten forskningsminister (1996) eller justitsminister (1998).

For det andet var hun ansat hos Weekendavisen.

Og for det tredje var hun højgravid.

Annegrethe Felter Rasmussen rykkede instinktivt tilbage i stolen, kiggede på Frank Jensen, og spurgte:

»Hvad foregår der her?«

»Og så sagde han: Undskyld, jeg bliver altid bare så opstemt af gravide kvinder,« fortæller hun.

Hun husker ikke, hvem der ellers deltog ved frokosten, hvorfor det ikke har været muligt at få historien bekræftet fra vidner. Annegrethe Felter Rasmussen har siden episoden fortalt flere veninder om den, ligesom hun søndag har beskrevet dele af sagen på Facebook.

"Frank Jensen viser sig jo at være det, man kunne kalde en vanekrænker. Han har ganske mange sager på samvittigheden af...

Posted by Annegrethe Felter Rasmussen on Sunday, October 18, 2020

Det er Berlingske, der har taget kontakt til Annegrethe Felter Rasmussen, og ikke omvendt.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra overborgmester Frank Jensen (S). Han beklager dog søndag over for Jyllands-Posten sine krænkelser generelt.

»Jeg er frygtelig ked af de kvinder, jeg har krænket gennem mine 30 år i politik,« siger han til avisen.

Et mønster

Annegrethe Felter Rasmussen fremhæver, at hun aldrig har tænkt på episoden, som fandt sted for mere end 20 år siden, som et overgreb eller en krænkelse. Der er ikke tale om en traumatiserende oplevelse, siger hun. Hun føler sig ikke som et offer og tænkte bare, at han var »klam«.

»Han trak hånden til sig igen. Jeg kiggede forbløffet på ham og så var det det.«

Når Annegrethe Felter Rasmussen i dag ser tilbage på episoden, ser hun dog anderledes på den.

»Det er kun, når jeg tænker tilbage på oplevelsen, at jeg kan se, at det var fuldstændig uhørt at opføre sig på den måde. I dag kan jeg godt se, at der er tale om et mønster,« siger hun.

Det siger Annegrethe Felter Rasmussen med henvisning til de to kvinder, der fredag i Jyllands-Posten anklagede overborgmesteren for flere krænkelser.

Maria Gudme har beskrevet en episode, hvor Frank Jensen ved en fest tilbage i 2012 lagde sin hånd på hendes lår. Hun »frøs« i situationen og sagde derfor ikke fra, da overborgmesterens hånd fortsatte op under hendes kjole og bevægede sig langs hendes inderlår.

Også en anden kvinde trådte frem i Jyllands-Posten – uden navn – med en beretning om at være blevet befamlet af overborgmesteren imod sin vilje. Denne episode fandt sted i 2017.

Dette føjer sig til tidligere anklager om krænkelser fra politikeren. I 2011 beskrev Ekstra Bladet Frank Jensens krænkelser ved julefrokoster i 2011 og i 2004. Avisen beskrev blandt andet, hvordan overborgmesteren slikkede kvindelige ansatte i øret og på halsen og omklamrede dem på dansegulvet.

Frank Jensen har indkaldt til hastemøde søndag aften efter anklagerne. Her skal han forklare sig over for sine partifæller i Socialdemokratiet i København. Forud for krisemødet beskriver Jyllands-Posten flere anklager mod overborgmesteren.

Kulturændring

Det er disse historier, der får Annegrethe Felter Rasmussen til at beskrive hånden under kjolen ved den officielle frokost for mere end 20 år siden som en del af et mønster.

»Han er åbenbart ikke blevet klogere. Og så er jeg da også lidt irriteret over, at jeg ikke gjorde et større nummer ud af det dengang. Jeg tænkte overhovedet ikke over det. Det er sådan noget, jeg tit oplevede. Da jeg startede på »Orientering« som kommentator fik jeg også at vide, at der var politikere, man ikke skulle være i enerum med, ligesom der var folk, man ikke skulle køre i elevator med på Christiansborg,« siger Annegrethe Felter Rasmussen.

Hun fremhæver, at kulturen var en anden dengang, hvorfor hun ikke bed yderligere mærke i hånden under bordet. Derfor har hun heller ikke klaget over sagen.

Hun oplever, at kulturen er ved ændre sig. Hun ser det i USA, hvor hun bor og har boet de seneste 12 år, og på afstand ser hun det også ske i Danmark.

»Der er ikke nogen, der rager på interns eller hinanden i Kongressen længere. Det er slut. Det kan vi takke #metoo for. Det er mit indtryk, at unge kvinder for det første ikke vil finde sig i det, og for det andet er det ikke længere en acceptabel kultur. Jeg tror, at det også vil føre til en kulturændring i Danmark. Det er meget klarere nu, at det er uacceptabelt, end det var for fem år siden.«