Ulykkesbilist sat fri

Alt for høj hastighed menes at være årsagen til dobbelt dødsulykke ved Roskilde.

Alt for høj hastighed var årsagen til en dobbelt dødsulykke ved Roskilde. To motorcyklister kørte ind i en autocamper, da den drejede ind foran dem på Karlstrup Strandvej ved Trylleskoven syd for København mandag aften.

Den finske fører af autocamperen blev anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab. Han overtrådte sin vigepligt, men er løsladt igen, efter at jurister hos Midt- og Vestsjællands Politi har gransket hans rolle i ulykken.

Flere vidner har til politiet fortalt, at de to motorcyklister på den lange lige strækning efter en rundkørsel gav den gas og kørte op mod 200 km/t. Den tilladte hastighed på stedet er mellem 60 og 70 km/t.

De to dræbte er 23 og 24 år og fra Midtsjælland. En kæreste til den ene er endnu ikke underrettet, og politiet vil derfor vente med at frigive identiteten på de dræbte.

/ritzau/