Ulovlige steroider sælges helt åbenlyst i netbutikker

Webshops forhandler ulovlige steroider i stor stil - frit og tilgængeligt for alle. Politiet erkender, at det har svært ved at få bugt med handlen.

Webshops forhandler ulovlige steroider i stor stil - frit og tilgængeligt for alle. Politiet erkender, at det har svært ved at få bugt med handlen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Sæderup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hundredvis af netbutikker forhandler åbenlyst ulovlige steroider, væksthormoner og doping - og leverer lige til døren.

Radio24syv har kendskab til flere danskere, der har benyttet siderne til at købe steroider. Anders Nedergaard, ph.d. i muskelbiologi, vurderer også, at langt størstedelen af al handel med steroider i Danmark foregår online.

»Det er nemt at få noget tilsendt, og det er mit indtryk fra diverse fora, hvor man diskuterer den slags, at det oftest slipper igennem tolden,« siger han.

Forebyggelseskonsulent Malene Radmer Johannisson ved Anti Doping Danmark advarer mod at købe steroider fra ukendte online-forhandlere.

»Der er en risiko for at købe varer, hvor man ikke får det, man forventer - hverken i forhold til virkestoffer eller bakteriemængde i det produkt, som man skal sprøjte ind i kroppen. Og det er jo bekymrende,« siger hun til Radio24syv.

Det er ulovligt at forhandle anabole steroider i hele EU. Alligevel er flere af webforhandlerne registreret i EU-lande som Tyskland, Storbritannien og Slovakiet, viser Radio24syvs gennemgang af forhandlernes webservere.

Det er en udfordring for toldmyndighederne at standse alle forsendelserne med det ulovlige indhold, ligesom politiet har svært ved at stille noget op mod forhandlerne:

»Politiet gør en del for at komme det her uvæsen til livs, og engang imellem kører der store sager. Men det er svært at få fat i bagmændene, der ofte har base i lande, hvor steroider ikke er ulovlige. Og serverne står også tit på den anden side af jorden, så det er en udfordring,« siger Tormod Christensen, vicepolitiinspektør i politiets nationale efterforskningscenter, NEC.

Mange af webbutikkerne ser legitime ud, og det er ikke alle, der oplyser, at steroider kan være ulovlige i køberens hjemland.

»Der er måske nogle, som tror, at det er mere uskyldigt at købe steroider, når man sidder hjemme foran sin computer frem for at skulle købe det et eller andet lyssky sted. Man oplever måske ikke, man er kriminel på samme måde, men det er man,« siger Tormod Christensen.

Forhandlerne forsøger at skjule deres ulovlige aktiviteter på forskellige måder. En forhandler skriver eksempelvis, at man ikke må oplyse noget som helst om varen, hvis man ønsker at betale med Paypal. Andre forhandlere forsøger at slippe igennem tolden ved at sende steroiderne i normale konvolutter med håndskrevne hilsner, som var det blot et brev.

44.000 danskere bruger eller har brugt steroider, anslår en undersøgelse fra Syddansk Universitet fra 2010. Langt størstedelen - 31.000 - er mænd fra 17-45 år. Samme undersøgelse anslår, at 150.000 danskere har overvejet at bruge anabole steroider på et tidspunkt i deres liv.

Undersøgelsen viste, at der var sket en femdobling af brugen af steroider fra 2000 til 2010. Der findes ikke nyere officielle tal, men flere eksperter vurderer, at misbruget har været fortsat stigende.

12. marts i år beslaglagde politiet over et ton anabole steroider i danmarkshistoriens største dopingsag. Den illegale forretning var foregået over nettet på både åbne og lukkede fora.

Pernille Nordby, misbrugskonsulent ved Misbrugsportalen, frygter, at internethandlen kan medføre en udbredelse af steroider:

»Der kan være en risiko for, at det appellerer til brugere, som måske ikke ville være kommet i berøring med steroider tidligere, hvor man skulle være i nogle bestemte miljøer for overhovedet at komme i kontakt med det;« siger hun til Radio24syv.

Der kan være en række helbredsmæssige risici forbundet med at tage steroider. Stoffet kan blandt andet medføre sterilitet, depression, lever- og nyreskader samt forøget risiko for blodpropper og hjertestop. Desuden kan mænd opleve, at deres testikler skrumper, eller at de udvikler bryster.