Ukrainsk ekspert advarer: Russerne kunne ødelægge Europas elforsyning på en eftermiddag

Det ville kræve tre droner og noget sprængstof at lægge det europæiske elnet ned i en uge, vurderer ukrainsk energiekspert i et interview med Jyllandsposten samme dag, som regeringen har opfordret alle danske borgere til at sørge for mad og andre fornødenheder til mindst tre dage uden strøm og vand.

(Arkiv) Amagerværket ligger på det nordlige Amager med vindmøller i baggrunden og leverer el til det nordiske elnet og fjernvarme til det storkøbenhavnske fjernvarmenet. Ifølge en ukrainsk ekspert er de europæiske elsystemer sårbare over for russiske angreb. Thomas Lekfeldt

»Det ville tage mig tre droner og nogle sprængstoffer at lægge 70 pct. af Europas elnet ned. Det ville nok tage omkring en uge at få det op at køre igen.«

Sådan siger direktør for Ukraines Energy Industry Research Center, Oleksandr Khartjenko, til Jyllands-Postens korrespondent i Kiev i et interview.

Oleksandr Khartjenko har ikke selv planer om at angribe det europæiske elnet, men han mener, at hvis han kan finde ud af det, så kan russerne måske også, og i givet fald, kan de have mørklagt hovedparten af Europa på en eftermiddag. 

Ifølge Khartjenko, der har studeret Ukraines elforsyning i 20 år og rådgiver den ukrainske regering om energi, er sikkerheden omkring elnettet i Vesteuropa meget dårlig. Han påpeger blandt andet, at vagter ikke bærer våben, og at de derfor reelt intet kan gøre, hvis en drone flyver ind over et knudepunkt med sprængstof og onde hensigter. 

Jyllands-Posten bringer interviewet samme dag, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har sat dagsordenen herhjemme ved at præsentere en række anbefalinger, som Beredskabsstyrelsen har udarbejdet, til, hvordan alle danskere bør forberede sig på en krisesituation, hvor vi står uden strøm eller vand i op til tre døgn. 

Varmetæpper, jodtabletter og vand

Anbefalingerne går blandt andet på at sørge for at have vand nok på lager og mad nok til at kunne klare sig i tre dage, at have nok medicin hjemme, sørge for at holde strøm på telefoner og lignende og at have en radio med batterier eller anden strømkilde klar. 

Varme tæpper, en veludstyret forbindingskasse og stearinlys eller lignende er også et must.

Derudover bør der være jordtabletter i medicinskabet til alle under 40 år samt gravide og ammende.

Forsvarsministeren understregede dog flere gange under et pressemøde på Bornholm lørdag, at der ikke er nogen aktuel militær trussel.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har også været ude og kommentere anbefalingerne

Hun understreger i en pressemeddelelse fra Statsministeriet, at Danmark endnu er et trygt og sikkert land at bo i, men at vores moderne samfund er sårbart.

»Det gælder ikke mindst med den sikkerhedspolitiske situation i Europa. Et nedbrud et sted kan få konsekvenser andre steder. For eksempel for adgangen til strøm og vand. Derfor håber jeg også, at vi danskere vil tage positivt imod myndighedernes anbefalinger. For det stiller os stærkere som samfund, hvis vi alle gør lidt,« hedder det i pressemeddelelsen.

Det bedste værn mod sabotage

Til Ritzau siger katastrofeforsker Rasmus Dahlberg, der er leder af Forsvarsakademiets Center for Samfundssikkerhed, at netop det, at danskerne er godt forberedt på eventueller kriser, er den bedste måde at afskrække dem, der måtte ønske at lave sabotage mod Danmark.

»Hybridtrusler som cyberangreb eller sabotage mod forsyninger er svære at respondere på militært, fordi det blandt andet kræver, at man kan dokumentere, hvem der står bag,« siger han til Ritzau.

»Det bedste værn mod dem er derfor den generelle robusthed i vores samfund, som har en afskrækkende effekt,« tilføjer han.