Lige nu er der et øjebliks afventen i krigen i Ukraine inden de næste store slag.
Russerne har vundet frem ved at falde tilbage på den gamle Sovjet-doktrin, hvor de sønderbomber modstanderen, inden de rykker ind i ruinerne. Det betyder, at de nu kontrollerer Luhansk-regionen.
»Koncentrationen af krigen til et specifikt område har indtil videre været skidt for Ukraine, for det er lykkedes russerne at tvinge ukrainerne i defensiven. Det går langsomt, men det går tilbage for ukrainerne,« siger militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Kristian Lindhardt.
Men det betyder også, at russerne skal have tanket lagrene af artilleri op, og lige nu er materiel fra det enorme land på vej mod fronten, så russerne kan fortsætte deres fremfærd.
Det giver ukrainerne et lille vindue, hvor de måske kan forberede en modstand, der vil være stærk nok til at modstå Ruslands næste træk, og måske endda stærk nok til at slå Rusland tilbage.
Men de er i kapløb med tiden.
Sunder sig
Det er essensen af den seneste tids udvikling, som Kristian Lindhardt har observeret, mens de fleste af os andre herhjemme har haft opmærksomheden rettet mod minkkommission, Tour de France og masseskyderiet i Field's.
»Russerne har gennem lang tid formået at koncentrere deres kræfter ved Sjervjerdonetsk og har dermed indtaget hele udbryderrepublikken Luhansk. De har brugt enorme mængder artilleri på at komme langt frem, og de skal have genforsynet både med personel og materiel, så de står højst sandsynlig lige og sunder sig, for de har også lidt tab. Men vi forventer, at de begynder angreb ind i Donetsk, der er den sidste del af Donbas, som de mangler at indtage,« siger Kristian Lindhardt.
Det russiske forsvarsministerium udsendte også torsdag meddelelse om, at soldaterne ved fronten har fået bevilget et hvil, og samtidig erklærede Ruslands præsident, Vladimir Putin, at Rusland militære operation slet ikke for alvor er begyndt endnu.
For Kristian Lindhardt er det en klassisk putinsk udtalelse.
»Når det går mindre godt, så ignorerer han det eller er mere truende mod Vesten i sin retorik som for eksempel at sætte atomvåben i forhøjet beredskab. Men når det som nu går fremad, så er han helt oppe på den store klinge. Det er et putinsk kneb, men det er også ildevarslende, for det tyder på, at han har enorme ambitioner.«
I krigens begyndelse, da alt gik galt for russerne, tydede det på, at Putin måske ville slå sig til tåls med mindre end den oprindelige plan. Men forleden gentog sekretæren for det russiske sikkerhedsråd, Nikolaj Patrusjev, der er tæt på Putin, Ruslands oprindelige mål med invasionen af Ukraine: at afnazificere landet og gennemføre et regimeskifte i Kyiv.
»Det er en ny besked. Nu, hvor de har fået lidt medgang, argumenterer de igen for systemskifte. Det følger mønstret, hvor de skruer op og ned for retorikken, i forhold til hvordan det går på slagmarken.«
Dermed er det igen uklart, hvad Putins endemål er. Til gengæld ser det ikke ud til, at Vesten vakler.
»England og især USA, som så er enorme militærmagter, har sagt, at de vil gøre, hvad det kræves, for at holde Ukraine inde i kampen, og det er altså noget af en storebror at have med i skolegården,« siger Kristian Lindhardt.
Russernes akilleshæl
Russerne har brugt enorme ressourcer på en relativt langsom fremrykning. Deres akilleshæl er mandskab. De kan skaffe folk. Men ikke bare med et trylleslag.
»Putin er fanget i sit eget narrativ. Det er jo ifølge Putin ikke en krig, men en specialoperation, og derfor kan han ikke mobilisere sine reserver. Han er afhængig af den stående hær, prorussiske separatister og frivillige, der underskriver lukrative kontrakter for at kæmpe. I det øjeblik han erklærer krig, har han alle de mænd, han skal bruge, men han er fanget i sit eget narrativ om, at det ikke er en krig,« siger Kristian Lindhardt.
Mens russerne mangler mandskab, men har masser simple ældre raketter, så befinder ukrainerne sig i den stik modsatte situation. Hele befolkningen er mobiliseret, men de vestlige våben når ikke hurtigt nok frem, og samtidig tager det tid at uddanne ukrainerne til at betjene de meget komplekse moderne våben. Til gengæld kan det få afgørende betydning, hvis de når det.
»Det er store mængder artilleri og moderne raketkastere, vi taler om. Jeg tror, at hvis ukrainerne formår at koncentrere våbenhjælpen et sted, lidt ligesom russerne gør, så bør de kunne standse russerne og måske også bringe dem i defensiven,« siger Kristian Lindhardt.
Krigens tåge
Problemet er, at ukrainerne er på hælene og derfor kræver det stor tålmodighed ikke at sætte våbnene ind, så snart de får dem.
»Russerne er ved at æde deres land, og derfor er ukrainerne nødt til at gøre noget lige nu og her, og derfor er der tendens til at indsætte de vestlige våben stykvis. Det betyder, at de ikke har samme effekt og bliver nedslidte. Nu er kunsten for ukrainerne at samle våbnene og indsætte dem samlet et sted. Det er krigens tåge, vi er ude i. Kan de det? Lykkedes det? Hvordan reagerer russerne? Det er det ukendte i krig.«
Men ukrainerne skal ikke bare væbne sig med tålmodighed, for hvis de skal standse russerne, så bliver de nødt til at regne ud, hvor russerne sætter den næste store offensiv ind, og her er problemet, at de kan angribe fra syd, øst og nord, fortæller Kristian Lindhardt.
»Det er afgørende for ukrainerne at vide, hvor de kan få størst effekt af deres våben, så der er ingen tvivl om, at den ukrainske efterretningstjeneste arbejder mere end 37 timer om ugen i denne tid.«
