Tirsdag beskrev Berlingske, at der var blevet set antisemitiske plakater på metrostationer på Østerbro og Nørrebro.
Først så Natalie Vainer-Benaiah plakaten på Poul Henningsens Plads metrostation, hvorpå den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, var afbildet med grisetryne og skudhuller i brystet og hovedet.
Over billedet stod teksten »Død over alle zionister / Vi håber at der bliver gjort som / Hitler gjorde ved jer«.

Senere tirsdag aften så Berlingske samme plakat hænge på Nørrebro Station.
Nu reagerer den nyudnævnte kirkeminister Morten Dahlin (V) på plakaterne.
»Jeg er rystet over at se antisemitiske plakater blive hængt op på metro- og togstationer i København. Propaganda mod jøder kan føre til forfærdelige ting, så vi bliver som befolkning nødt til at tage det her meget alvorligt,« siger han.
Sket før
Det er ikke første gang, at antisemitiske plakater er blevet set på københavnske stationer.
I sidste uge blev en lignende plakat set på Grøndal Station, hvor Benjamin Netanyahu ligeledes var afbildet med grisetryne.
Her stod teksten »Jøder er en af de / mest beskidte folk / de forbandede folk / Yackubi«.
Morten Dahlin (V) opfordrer til, at hele befolkningen tager ansvar for at støtte de danske jøder.
»Det er tid til, at vi alle – uanset vores private religion – siger fra og slår ring om vores jødiske medborgere i denne svære tid. Det påhviler der os et særligt ansvar for, og det er nu, vi skal vise, hvem vi er som folk,« siger kirkeministeren.

