Ugleset ny højregruppe i EU-Parlamentet

Med Rumæniens og Bulgariens indtræden i EU dannes en højreekstrem gruppe i EU-Parlamentet. Dens 20 medlemmer har dermed krav på offentlig støtte og taletid.

EU-Parlamentet blev større mandag, da de 18 bulgarske og 35 rumænske parlamentarikere for første gang kunne slutte sig formelt til de 732 fra unionens hidtidige medlemslande.

Samtidig opstod en ny politisk gruppe, kaldet "Identitet, Tradition og Suverænitet", som kommer til at bestå af i alt 20 højreekstreme parlamentarikere fra de to nye lande, samt Frankrig, Italien, Belgien, Storbritannien og Østrig.

Gruppen blev formelt godkendt mandag aften, efter at seks rumænere og en bulgarer gik med.

Gruppen har blandt andre franske Jean-Marie Le Pen som medlem.

Fordelen ved at kunne danne en parlamentsgruppe er, i dette tilfælde, cirka en million euro (ca. 7,45 mio. kr.) i offentlig støtte.

De øvrige grupper overvejer at alliere sig for at isolere ITS.

/ritzau/