Ugifte efterladte risikerer at gå fra hus og hjem

Det kan få store konsekvenser, hvis ugifte par glemmer at sikre hinanden, og den ene dør, lyder det fra Penge- og Pensionspanelet og Danske Familieadvokater.

Modeltegning/IRIS Fold sammen
Læs mere
Foto: Modeltegning/Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan få store konsekvenser, hvis ugifte par glemmer at sikre hinanden, og den ene dør. Det betyder nemlig, at den efterladte kan være nødt til at gå fra hus og hjem, skriver Politiken.

»De færreste har forstået, hvor store konsekvenser det kan have,« siger Louise Skjødsholm, konsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet, til avisen.

Har man ikke skrevet hinanden ind i forsikringer og pensioner, og er der ikke et testamente, så går eventuel arv, pension og forsikringspenge nemlig til den afdødes børn. Også hvis det er fælles børn.

Hvis børnene er under 18 år, så skal arven bestyres efter særlige regler og kan ikke bruges til at forsørge den efterladte. Det kommer ifølge formand for Danske Familieadvokater Helle Larsen som et chok for de fleste, der havner i denne situation.

»Det er et problem, vi tit støder ind i, at ugifte samboende ikke arver hinanden automatisk. Folk kan slet ikke forstå, at de efter 25 års samliv ikke arver noget som helst. Det kan give nogle rigtig ubehagelige situationer,« siger hun til Politiken.

I en undersøgelse, som YouGov har lavet for Penge- og Pensionspanelet, der bygger på besvarelser fra 697 danskere, svarer 66 procent af de ugifte par, der er flyttet sammen inden for de sidste to år, at de ikke har sikret hinanden.