Ugen på kanten: Vive la France - men uden sauce vert

Fransk er meget nemt – hest hedder cheval, og sådan er det hele vejen igennem.

Et enkelt sprogtip fra Storm P. og dem var der god brug for i den forgangne uge, hvor trikoloren blev hejst i både hytte og palads i anledning af det officielle besøg af den franske præsident Macron og frue.

Et statsbesøg var det, og det er noget ganske andet, end hvis sådan et statsoverhoved bare kommer forbi for at spise på Noma, fikse en politisk aftale, eller hvad man ellers kan finde på. Et statsbesøg af en præsident er helt oppe på øverste hylde, og så får den ikke for lidt med taffel hos regenten, EU-visioner til de unge i Den Sorte Diamant og sympatisk opbakning til terrormodstandere og -ofre, for bare at nævne lidt af programmet i de hektiske døgn hos les danoises.

Faktisk var det svært at undgå at blive en lille smule frankofil af at se og høre monsieur Macron, som også var frisk på en hjelmløs morgencykeltur med Lars Løkke langs havnen i København. Afsluttende med en lille gave i form af en gul førertrøje til Løkke og et trekvart løfte om, at Le Tour da godt kunne starte i det lille hjørne af Frankrig, vi andre kalder Danmark, om et par år. Det skulle bare mangle.

Endelig havde præsidentparret også tid til at mødes med repræsentanter fra den danske kunstnerstand. Nede i Frankrig kan politikere nemlig godt holde ud at mødes med kunstnertyper uden at blive underligt fjerne i blikket og fjogede i udtalen.

Nå, men i forlængelse af Storm P. kan jeg oplyse, at grønt på fransk hedder »vert«. Det lyder næsten ligesom »merde«, som er noget mere brunt, og forvekslingen af de to begreber var lige ved at ødelægge den gode stemning hos le president. Hans miljøminister, som åbenbart er en endnu større mediedarling end Macron selv, valgte nemlig at kvitte jobbet i utilfredshed med, at miljøpolitikken ifølge ham var mere kloakbrun end grøn – og så lige da præsidenten og den ganske entourage var landet i Copenhague. Quelle blamage…

Men det er nu heller ikke nemt, alt det med det grønne og klimaet. Jo, det står skidt til, og det ser ud til at blive værre, det er der vist almindelig enighed om, men hvem der skal gøre noget ved det, er mere uklart. Herværende dagblad havde spurgt folket, og langt de fleste var helt med på at lukke for vandet, når man børster tænder, og tage lidt kortere bade – men ligefrem flyve mindre på ferie eller droppe bøfferne, nej, det var vist ikke liiiige det, man havde forestillet sig.

Og holdningerne går da også i hver sin retning om det personlige moralske klimaansvar: Om ens egen indsats blot er en ganske usynlig dråbe i det verdenshav, der lige så langsomt klatrer op ad digerne – eller om det er på samme måde som med myten om det berømte sommerfuglevingeslag i Levanten, der ad sælsomme omveje starter en storm i Caribien.

Frank Jensen er ikke i tvivl: Københavnerne skal være mere klimavenlige, om de vil det eller ej. Skal man køre kager eller andre for kommunen, så er det i elbil. Og skal man holde temperaturen oppe, så er det med krops- eller fjernvarme.

Brændeovne derimod, de er mest for hyggens skyld og hører ikke hjemme i en moderne storby, hvis det står til Frank, der ganske enkelt vil forbyde brændeovne i nyt byggeri. Så må folk finde noget andet og mindre forurenende at hygge sig med.

De kan jo for eksempel gå en tur på Amager Fælled – der er stadig plads nok, selv om Frank og co. i denne uge rustede sig til nye angreb mod arealer til boliger derude. Der ligger trods alt en regning på to milliarder og ulmer i skuffen, og med over tre år til næste valg er det tid at vise handlekraft.

Så billetten for at få indflydelse på næste års hovedstadsbudget er, at man lægger mandater til at finde det område ved Amager Fælled, hvor der er færrest sjældne orkideer, truede frøer og naturglade TV-kokke og så får en beslutning trumfet igennem.

Det bliver muligvis ikke helt kønt og grønt, men det bliver realpolitik.

Sådan er finansloven også ofte, men ikke i år. Her var der dømt gavebod, milde vinde og store håndbevægelser. Der var penge til de unge og de gamle, til sundhed og kultur, til det grønne og til gastronomien, til sommerhusejere og til cykelglade. Og altsammen betalt af det store dejlige råderum – dette magiske sted lige bag ved statskassen, som åbner sig for politikerne, når de har allermest brug for det. Eller i hvert fald når de vælger at sige, det gør det.

Væk var sidste års dramatiske skattelettelsesopgør og blå bitterhed – det var tid til krammere. Eller fransk-inspireret: Det var tid til largesse.

Det er ikke et ord, man forbinder med den amerikanske præsident Trump. Heller ikke i denne uge, hvor The Donald først gjorde sig bemærket med en yderst studs kondolence i anledning af hædersmanden og Trump-modstanderen McCaines død. Senere angreb han med stor voldsomhed Watergate-journalisten Carl Bernstein: »Doven, lever i fortiden og tænker som en degeneret tumpe,« lød det på Twitter.

Pardon my french, fristes man til at sige.