Ugen på kanten: Tryk på pressen

18MAGUPK-134313-817.jpg
Ugen på kanten. Fold sammen
Læs mere

Danmarks Radios bestyrelsesformand, Michael Christiansen, der ellers har været berømmet for sin udsøgte fingerspidsfornemmelse og evne til korridorsnakkende politikerbearbejdning, kom tidligere i år for skade at udtale, at det ville være rimeligt og realistisk, at organisationen, der indtil 1959 kaldte sig Statsradiofonien, blev beskåret med 12,5 procent.

Problemet var blot, at ingen havde spurgt ham. Bestyrelsen i DR bestemmer ikke, hvor mange penge stationen har at gøre med. Det gør politikerne, og her er selv de allermest forbenede forsvarere af licensmediets sammenhængsbevarende ukrænkelighed efterhånden indstillet på, at kniven skal svinges og skære mærkbart i mediebyen ved Emil Holms Kanal.

De borgerlige så derfor rødt over det, man opfattede som et forsøg på at diktere, hvor store besparelserne skulle være, og selv om man egentlig havde været indstillet på besparelser i omegnen af de 12,5 procent, blev barren sat markant højere. Med 20 procent røg den helt derop, hvor enhver DR-medarbejder får højdeskræk af at kigge ned.

I samme åndedrag sagde man farvel til licensen, så nu er det slut med at være sortseer. I stedet skal det noget mindre DR fremover betales over skatten – godt nok via et lavere personfradrag – det skulle jo nødigt hedde sig, at skatten var sat i vejret.

Men uanset hvor pressede medierne er, formår de stadig at trykke på særdeles ømme tæer.

For mens aviserne selv på fascinerende vis i det store og hele synes at gå fri af de større #MeToo-skandaler, er det ikke tilfældet i filmbranchen, hvor Zentropas enfant terrible, Peter Aalbæk, er blevet kritiseret massivt for at have udsat praktikanter for uacceptabel behandling med seksuelle overtoner.

I den forgangne uge var det så instruktøren bag flere af 70ernes ungdomsfilm, som blev anklaget for en række overgreb i en velproduceret og – researchet artikelserie i Politiken.

De mange vidnesbyrd fra tidligere teenageskuespillere tegner billedet af et miljø, hvor den seksuelle frigørelse i ekstrem grad blev udlevet af angiveligt ansvarlige voksne på børns bekostning. Ironisk nok tegner 50-året for 1968 sig til mere at blive året for en kritisk ransagelse af frigørelsens excesser end en fejring af de aldrende ungdomsoprøreres bedrifter.

Pudsigt er det imidlertid, at både historien om Zentropa og den danske filminstruktør har været bragt i medierne tidligere, uden det havde nogen konsekvenser for de implicerede. Anders Lund Madsen skrev allerede i 2008 i Jyllands-Posten om overgreb begået af instruktøren, hvilket blev genstand for en artikel i Information.

Et årti forinden havde samme Lund Madsen fortalt historien til magasinet Virus. Historien om Aalbæks mere tvivlsomme bedrifter på Zentropa var også blevet fortalt i bogen »Zentropia« fra 2013 af Anne Mette Lundtofte, uden det afstedkom voldsomme bølger i den brede offentlighed.

Selvsamme Lundtofte blev også let presset i den forgangne uge, da hendes artikel i det amerikanske tidsskrift The New Yorker hævdede, at det danske frisind havde gjort det svært for »mange« danskere at tro på, at Peter Madsen kunne have dræbt den svenske freelancejournalist Kim Wall, og at den angiveligt mere kvindevenlige svenske mediedækning og -debat havde været mere lødig.

De let overraskende påstande blev taget under grundig behandling af Detektor, som tog afsæt i et længere indlæg forfattet af overtegnede skribent, der derfor her vil undlade at kommentere på, hvorvidt indlægget i magasinet, som går under sloganet »The best writing, anywhere«, levede op til den standard.

Disse presseetiske genvordigheder er dog for intet at regne mod den tragikomiske føljeton, som samme Detektor har presset TV 2s nyhedschef, Jacob Kwon, ud i. Først hævdede stationen, at ingen af de 13 somaliske kvinder til stede ved et interview havde et arbejde. Konfronteret med lønsedler fra en af kvinderne endte Kwon med at anfægte DRs troværdighed og nægtede i øvrigt at forholde sig til lønsedlerne.

I denne uge skulle Kwon så stå på mål for en påstand om, at en »familie fik 327.656 kroner i sociale ydelser, selv om de var rejst fra Danmark«. Familien fik faktisk ikke 327.656 kroner, efter at de havde forladt Danmark.

Men Detektor havde helt misforstået overskriften, måtte man forstå. Lige indtil et presset TV 2 krøb til korset og erkendte, at »overskriften er blevet strammet«.