Ugen på kanten: Rygterne om den borgerlige krise.....

Der er ingen problemer i partiet Venstre. Overhovedet. Faktisk er der så få problemer, at man helt mister overblikket, og Ugen på kanten bringer derfor her en gennemgang over, hvor godt det går i den borgerlige blok.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En lokalformand i Venstre ved navn Tommy Beck Kobberøe meldte sig i denne uge ud efter 24 år som medlem af partiet. Det sker i protest mod integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg, der i sidste uge indrømmede, at der ikke blev administreret efter loven, da regeringen skilte mindreårige piger fra deres ægtemænd på asylcentrene.

»Jeg kan ganske enkelt ikke acceptere, at en minister må begå lovbrud, ovenikøbet bevidst, uden at det får konsekvenser. Det kan godt være, at det blev gjort »i en god mening« og med folkestemningen bag sig, men det bliver det altså ikke mere lovligt af,« sagde han.

Han har ret så langt, at det er et problem med en minister i regeringen, der administrerer i strid med loven, især når retssikkerhed og respekt for lovene er en borgerlig kerneværdi. Men det er også en god tommelfingerregel at se tingene fra en anden side. Eller i hvert fald fra en anden partifælles side, som for eksempel Erling Bonnesen, der sidder i Folketinget for Venstre sammen med Inger Støjberg.

»Inger har gjort det rigtige. Stop hetzen mod hende,« skrev han forleden i Fyens Amts Avis, og med de ord burde sagen vist være lukket. Nu skal han bare overbevise de andre partier, der har indkaldt Inger Støjberg til det tredje samråd i sagen.

Noget, der heller ikke er et problem, er opstået efter regeringens nye forslag om at oprette statslån til almene boliger. Det område varetages ellers af det private markeds realkreditinstitutter, hvilket Venstres egen gruppeformand, Søren Gade, påpegede i overraskende skarpe vendinger. Han anklagede sin egen regering for at »føre socialistisk politik og stjæle markeder fra private aktører« i et indlæg i Dagbladet Holstebro/Struer.

Et andet Venstre-folketingsmedlem, Jacob Jensen, har ligeledes kritiseret, at folketingsgruppen ikke var orienteret om forslaget, og partiet måtte ifølge TV 2 holde et »ekstraordinært telefonisk gruppemøde« for at få ro på bagsmækken. Man ved bare, at bølgerne går højt i Venstre, når der tyes til ekstraordinære telefoniske gruppemøder.

Også her skal man dog lige slå koldt vand i blodet og indhente en anden (Venstre-mands) vurdering af sagerne:

»Det er bestemt ikke nogen krise,« slog statsminister Lars Løkke Rasmussen fast over for TV 2 i denne uge, og så blev det afkræftet.

Foreløbig lader Enhedslisten til at være mest glad for det ikke-socialistiske forslag, de tilfældigvis har haft på programmet i mindst ti år uden at kunne gennemføre det. Takket være transportminister Ole Birk Olesen ser en af deres hede drømme nu ud til at blive virkelighed. Og hvem ved. Måske bliver det begyndelsen på en tværpolitisk kærlighedsaffære, ingen havde forudset. Mindst af alt den borgerlige regering selv.

Uden for Christiansborg var der heller ingen nævneværdige problemer. Den katolske kirke, der efterhånden fortjener titlen som verdens største, internationale pædofili-netværk, måtte endnu engang afvise beskyldninger om seksuelt misbrug af børn. Denne gang gjaldt det pavens egen finansminister, den australske kardinal George Pell, der er den tredjehøjest placerede katolik i Vatikanet.

»Kardinal Pell er tiltalt for flere tilfælde af seksuelle overgreb, som ligger tilbage i tiden. Der er adskillige sagsøgere i forbindelse med disse tiltaler,« lød det fra det australske politi.

Kardinalen har afvist at være skyld i noget, men sagen er blot den seneste i den lange række af anklager mod pædofile præster, der i årtier fik frit spil i den katolske kirke årtier. Overgrebene blev tolereret og fortiet, og hvis en præst blev opdaget eller klaget over, flyttede kirken ham til en anden menighed.

Man kunne tro, at de mange overgreb ville føre til selvransagelse i den katolske kirke, der er kendt for at tale meget om at bekende sine synder, men det er åbenbart ikke så ligetil, hvis synderne skal bekendes på en politistation.

Der viste sig heller ikke at være nogen problemer i de danske ghettoer, da studentervogne fyldt med fulde unge kørte rundt for at fejre afslutningen på deres ungdomsuddannelse. En chauffør blev ramt af et kanonslag, og en anden fik smadret sin forrude. Ifølge firmaet Festlastbiler ApS sker angrebene især i områder som Mjølnerparken på Nørrebro, Egedalsvænget i Kokkedal og Ringparken i Slagelse.

Derfor indgår det nu i kontrakten med studenterne, at chaufføren har ret til ikke at køre ind i bestemte områder, hvis han vurderer, at der er risiko for angreb. Indehaveren Bengt Duus Svensson forsøgte dog over for BT at se situationen fra kasternes side.

»Det kan godt være, de er glade, og deres unger har fået studentereksamen. Men det er en mærkelig måde at udtrykke glæde ved at smide kanonslag.«

De fleste danskere kunne til gengæld blive enige om, at vejret er et problem. DMI advarede i kraftige vendinger imod skybrud, og DMIs vagthavende sluttede ugen med følgende råd til den opskræmte danske befolkning, som her skal viderebringes i tilfælde af regn: »Husk at lukke vinduerne.«