Ugen på kanten: Rigtige venner kan man aldrig få nok af

Venskaber har stadig større betydning for det moderne menneske, har jeg læst et eller andet sted, og det skal nok passe i en tid, hvor familie og tro og den slags kan blive lidt tungt at slæbe rundt med. Der er venskaber en anderledes fleksibel størrelse, der kan indgås og skiftes ud på moderne omstillingsparat og disruptiv vis. Og bruges til noget – ikke mindst.

Nye venskaber kan ændre ens egen verden – og nogle af dem kan endda lave om på hele verdensbilleder. Det sidste skal man måske helst være præsident for at slippe af sted med, men når man hedder Trump, så er det til gengæld ingen sag at skifte venskaber, som andre skifter reality-TV-program.

For endnu en gang var det i denne uge The Donald, der satte verdensdags- ordenen og var i både øst og vest. Ja, faktisk først i vest, da han i Canada lige skulle mødes med sine seks nærmeste allierede gennem over et halvt århundrede, som godt nok var sure over, at Trump havde besluttet at straftolde dem.

Det gad han naturligvis ikke høre på, så da den canadiske regeringschef afslutningsvis nævnte gengældelses-muligheder, smækkede Trump med udgangsdøren og kaldte Trudeau for svag og uærlig. På Twitter naturligvis – her var Trump allerede videre og på vej mod mødet med sin nye, fine ven.

Nordkoreas boss, Kim Jung-un, er da også alletiders kammerat for Trump. Tredjegenerations-diktator, rask til at skaffe modstandere af vejen, fik for eksempel sin onkel likvideret, da der var brug for et generationsskifte i militæret, og har ingen problemer med kritisk presse og forskellige definitioner på fake news. I Nordkorea er der kun én slags nyheds-chips, og det er Kims.

Men glad og nyklippet så han ud, Kim, da han iført sit pæneste tøj – der dog stadig umiskendeligt ligner favorit- dresset for en klassisk James Bond-skurk – tog imod Trumps smiger om, hvor talentfuld og beundret han var, og hvor gode venner de to var blevet på deres møde tirsdag morgen. Et fint papir var der også kommet ud af det, hvor USA lovede at stoppe deres militærøvelser sammen med Sydkorea – det var jo lidt irriterende og larmende for Kim, kunne Donald godt forstå – mens Nordkorea ikke rigtig lovede noget. Men Kim mente det skam alvorligt, når han gerne ville fjerne alle atomvåbnene, det kunne Trump bare mærke på ham, og så var der jo ingen grund til flere garantier der.

Den ringeste aftale, USA havde indgået med Nordkorea, lød den amerikanske kritik, og ingen benægtede, at det var diktatoren, der havde mest grund til det brede smil. Til gengæld fik Trump skrevet sig ind i verdenshistorien for noget, og det er jo også en triumf. Som Rune Lykkeberg i Information konkluderede:

»Vi troede, at Trump ville blive indhentet af virkeligheden, når han overførte sin stil fra reality til verdenspolitik. Men foreløbig er det gået omvendt: Reality-TV synes at have overtaget verdenspolitikken.«

Sidst på ugen var det så højsæson for hurtige politiske venskaber på Bornholm, da Djøfstortion, lobbyisternes Roskilde Festival, fætter-kusinefesten for Kommentatorkøbing-kendisser, og hvad Folkemødet ellers er blevet kaldt, torsdag gik i gang med stort set alt, hvad der kan krybe og gå inden for politikere, lobbyister og pressefolk. Det er folk, der godt kan lide at være venner med de rigtige, og ligesom hos Trump er det foretrukne kommunikationsmiddel Twitter.

Her kunne man allerede torsdag morgen se de konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, spørge DRs Uffe Tang, om det var EUs energipolitik, han ville høre om, eller bare vejen til Hut-Li-Hut bar, da han havde ringet kl. 02:58 om natten. Man kunne også møde en Clement Kjersgaard, der glad meddelte, at på Folkemødet har alle – selv de mest magtfulde politikere – en unik mulighed for at møde ham. Det er nok ironisk ment, men på den anden side – man ved aldrig med TV-folk.

Så de hygger sig derovre, og lidt folk er der da også til at give et snert af folkelighed. Langtfra dog i samme grad som en anden stor begivenhed, der begyndte torsdag – VM i fodbold.

OK, her er vi oppe i en lidt anden skala på alle fronter – ikke kun i folkelighed, men også i politisk interesse og dermed politisk hykleri. For sport og politik har jo ikke noget med hinanden at gøre, som magtfulde mennesker indenfor begge genrer gerne og ofte gentager.

Alligevel er der nok få lejligheder, der er bedre til at få venner over hele verden end sport, og det er måske værd at erindre, at Rusland få uger efter at have brugt mange milliarder på russisk OL i 2014 invaderede ukrainske Krim. Det kostede dyrt på venskabskontoen, så nu er der igen skruet op for sportscharmen, og intet kunne være bedre for Putin end Tyskland i en finale, hvor han kunne optræde med en munter Merkel som rigtige venner igen.

Vores egen kulturminister, Mette Bock, skal da også af sted til bold i Rusland, men det har selvfølgelig ikke noget at gøre med politik, det er bare for at støtte de danske drenge.

Nå, nu skal man jo heller ikke hykle alt for højt her hjemme fra sofaen af – hvis Eriksen og co. vinder deres kampe, så er jeg da personligt klar til at være venner med hele verden.

WUNDERKIND - BM Magasin Fold sammen
Læs mere