Ugen på kanten: Nye Borgerlige kører ræs i yderste højre vognbane med Dansk Folkeparti om udlændingepolitikken

Så meldte partiet Nye Borgerlige sig klar under valgplakaterne, da de i den forgange uge afleverede de mindst 20.109 vælgererklæringer, der skal til, for at Indenrigsministeriet kan erklære partiet for opstillingsberettiget. Det kan tage nogle uger, og indtil da må Pernille Vermund og Co. håbe på, at der er talt rigtigt op, hvis Løkke fristes til at udskrive det valg, der trommes så livligt om, fordi Anders Samuelsen stadig sidder oppe i det hersens træ. Her har han siddet i ugevis til større og større irritation i den borgerlige lejr, og tilsyneladende er det heller ikke en strategi, der huer alle Liberal Alliances vælgere.

Imens kører Nye Borgerlige ræs i yderste højre vognbane med Dansk Folkeparti om udlændingepolitikken, hvor Nye Borgerlige vil opsige alle konventioner og sende flygtningene hjem, hvor de kom fra. Ud med dem. De sviner og stjæler og ... hov, nå nej – det var de andre. Nye Borgerlige synes også, at vi skal ud af EU, vist nok også Europol, eller er det Schengen eller – vent nej, det er så omvendt de andre igen. Åh, det er altså heller ikke til at finde ud af; især ikke når Kristian Thulesen Dahl lige pludselig danser »kovending-style«.

Så er det nemmere at finde rundt i amerikansk politik med kun to kandidater, hvoraf den ene kandidat i den forløbne uge blot har vist sig – og man troede ikke, det var muligt – endnu mere rablende, mens den anden kandidat justerer i politikken, fordi hun har travlt med rende efter Bernie Sanders’ gamle vælgere. Eller rettere unge vælgere, for det er især de såkaldte millennials, de unge født omkring årtusindeskiftet, som har Clintons interesse. Det blev også tydeligt i hendes første store debat med Donald Trump, som til gengæld viste sig fra sin efterhånden kendte, mest uforberedte side. Men det interesserer ikke The Donalds vælgere. Det handler jo ikke om, hvad der passer eller ej, det handler om at få ventileret sin vrede, og dér har vi jo mange eksempler i historien på, at det kan sparke døre ind til selv de fineste gemakker. Imens kan Europa sidde undrende med ansats til panik på første række – hvor Donald Trump i øvrigt truede med at sætte Bill Clintons tidligere elskerinde Gennifer Flowers under debatten. »When they go low, we go high,« sagde den nuværende førstedame for nogle måneder siden. Det kræver vist efterhånden en rumraket for at hæve sig over, hvor lavt Donald Trump og hans kampagne vil synke.

Hjemme var en af ugens breaking-baskere branden på Svinkløv Badehotel. Uden at forklejne tragedien for de, hvis livsværk det var, for deres gæster gennem tiderne og for lokalområdet, der mistede en perle og et stykke af Fjerritslevs lokale identitet – så kan man måske godt kigge lidt undrende på, hvad der synes at være en tendens i tiden: Den kollektive sorgs triumftog. Hvor sorgen på disse breddegrader før var iklædt en privat, nærmest reserveret overfrakke, så har vi danskere i den grad fået smidt den – i hvert fald på de sociale medier. Og det er uanset, om det gælder pop- og rockstjerner, vi aldrig har mødt, eller bygninger, vi aldrig har besøgt. Ved tastaturet får vi afløb, men også i virkeligheden, hvor vores begravelser heller ikke længere bare skal være stangvare, og hvor stenhuggerne også melder om en stigning i antallet af mennesker, der gerne vil have noget granit eller andet at samles om. Man kan levende forestille sig en fremtid, hvor kulørte begravelsesoptog i gaderne bliver det nye sort. Om ikke andet kan det synes som en meget nemmere måde at komme fra A til B at hægte sig på et optog, end hvis man tager med DSB. Også selv om Blachman prøver at forsikre mig om det modsatte.

Der skal ikke lyde et ondt ord om, at vi er blevet lidt »loose« med sorg og tårer, men til gengæld dog et lille pip fra én, der normalt ikke bryder sig om: »Jamen, de sulter også i Afrika«-argumentet. Det stod nemlig bare – endnu en gang – klart i denne uge, at situationen i Syrien er forbi frygtelig og efter bombninger af nødhjælpsarbejdere, læger, civile, så kræver det noget andet end grædesmileyer på de sociale medier.

Fred og fordragelighed bliver der nok i hvert fald ikke foreløbigt, heller ikke mellem Israel og Palæstina. Alene sikkerhedsopbuddet til Shimon Peres’ begravelse, der døde i onsdags, vidnede om, at der skal meget mere end dialog-kaffe til, og at der nok ikke lige ligger en fredspris og venter i Oslo på nogen af parterne.

Herhjemme er der andre, der venter – nemlig politiet, som har fortalt, at de for flere måneder siden fandt 75 kilo hash på et, ifølge flere medier, »ufremkommeligt sted under taget« på Operaen i København. Det er i imidlertid ikke lykkedes politiet at finde ud af, hvordan hashen er kommet derop, eller hvem der er hashens ejermænd, der altså ikke får fyret en fed i denne omgang. Historien kalder på så megen undren og ubesvarede spørgsmål, at pladsen her bliver for trang. Men det virker da i hvert fald som om, Det Kongelige Teater er lykkedes med at nå ud til et helt nyt publikum. Tillykke med det.

LÆS MERE